at gjøre et lidet historisk tilbageblik. Og for et saadant ved jeg ikke noget mere passende udgangspunkt at vælge end overgangen fra det forrige til dette aarhundrede.
I det forrige aarhundrede havde der efterhaanden udviklet sig et, om end ganske vist meget indskrænket, selvstyre i Irland, — en udvikling, som i 1782 var bleven formelig stadfæstet. Irland havde da faaet eget parlament i Dublin, der ligesom parlamentet i London bestod af to kamre, og som ialfald formelt var uafhængigt af det engelske. Heelt var det saaledes etablerede irske selvstyre visselig høist ufuldkomment. For det første vedblev der at residere i Dublin en vicekonge (lord-lieutenant), der var engelsk ligesaa vel som den saakaldte „chef-sekretær“ d. e. næst vicekongens det høieste administrative embede for Irland. For det andet var organisationen af det irske parlament saadan, at det ikke endog blot med skin af ret kunde gjøre krav paa at være noget sandt udtryk for det irske folk. Irland var dengang som nu væsentlig katholsk. Den protestantiske del udgjorde kun en ottendedel eller i det høieste en sjettedel af den hele befolkning. Men til parlamentet havde kun protestanter d. e. altsaa væsentlig kun de engelsk-skotske elementer af den irske befolkning adgang. De keltiske og katholske irlændere var ikke alene udelukkede fra at vælges til medlemmer af parlamentet, men de havde fra først af ikke engang anledning til at øve nogen indflydelse paa valget af parlamentsmedlemmerne; først i 1793 fik de en vis meget begrænset stemmeret.
Imidlertid — trods alle ufuldkommenheder var der dog med denne ordning etableret et vist selvstyre i Irland. Det synes ogsaa, at det irske folk i det hele omfattede sit parlament ialfald med en relativ kjærlighed, at det ingen længsel følte efter en ophævelse af det og ikke ønskede nogen sammensmelting af den irske og den engelske lovgivende magt. En saadan sammensmeltning blev ikke destomindre resultatet af forhandlinger og begivenheder, som det her ikke er tid at gaa ind paa. Det selvstændige irske parlament fik kun en stakket tilværelse. Aaret 1800 blev det under heftig modstand fra de irske patrioters side besluttet ophævet, og fra 1ste Januar 1801 blev Irlands lovgivende myndigheder inkorporeret i Englands. Det irske folks repræsentanter havde herefter at møde i det fælles britiske parlament i London.
Fra den dag og til den dag idag har Irlands historie været en uafbrudt kamp for at gjøre dette om igjen, — at ophæve
