paa den kommmende revolution. Ham kan man læse, naar man er i godt humør; da kan man ogsaa læse andre nutidsoptimister.
Aa nei; nutiden er nutid. Og fremtiden blir ikke bedre, før vi har faaet verden i orden igjen, og det er netop tanken paa denne nye orden, som er os saa utaalelig. Altsaa: hvis man vil ha fred, hvis man vil ha noget at hvile sig paa, noget at hygge sig med, noget, som kan svare omtrent til et slag whist eller en polskpas, saa maa man sky de moderne, hvad navn de end gir sig, og holde sig til den gode gamle prestegaardspoesi. Men den har en af sine mest udmerkede repræsentanter i Hanna Winsnes.
Absolut tilforladelig er hun dog ikke. I fortalen til hendes bog forekommer der en sætning, som i sin blide stilfærdighed er noksaa ugemytlig.
Verden er nok i orden; men . . .
„I min ungdom,“ siger prestefruen, „da alle skriftlige hjælpemidler i denne retning var indskrænkede til et par ufuldstændige og uforstaaelige kogebøger, har jeg ofte følt savnet af en simpel og tydelig undervisning i husholdningen, og undret mig over, at der ingen fandtes i kvindernes eneste lærefag, medens herrerne var saa vel forsynede i alle sine . . .“
Kan De høre den svage bæven i prestefruens stemme; ser De den ikke ganske paalidelige resignation i det stille smil? – „Medens herrerne er saa vel forsynede i alle sine …“
Det er jo kvindesag, det er jo Camilla Collett! –
Men fortalen kan man springe over eller rive ud. Og siden har man intet andet end prestegaarden.
Arne Garborg.
Lidt om norsk kunst.
Hvad redaktionen ønsker, er altsaa : at en slig artikel maatte skrives; lidt generelt, ikke netop beregnet paa malere. „Lad os faa vide, hvor det er malerne vil hen, og hvor langt de er komne paa veien, hvem det, er som vil nogetsteds hen, og hvem ikke. Forhold til udland og fædrene-^ land. Om det er sandt, at ord som „ national" og „fædreland" i maler- kunst bare er mimdsveir."
