ligt . . . men det gaar ikke. Man har faaet kristendom i blodet. Det kan ikke bli os rigtig morsomt, det liv, vi ser; det er saa lidet i orden. Der er saa mange, som har det vondt uden at have forskyldt det. Ikke bare menneskelig vondt, saadan som vi alle har det og rimeligvis faar det; nei, dyrisk vondt . . . sult, kulde, slid, smuds … hvorfor skal de ha det slig, al den stund jorden egentlig er for os alle?
Og saa blir bøgerne fulde af ugemytlighed.
Der var et Kristiania bourgeois-blad, som ved nytaarstid fortalte os, at livsglæden var under opseiling igjen i verdenslitteraturen. Ikke blot havde Bjørnson skrevet „Paa Guds Veie“, hvor alle sygdomme kureres med undtagelse af lungetæring; men bladet kunde nævne ikke mindre end tre europæiske forfattere, som var optimister. Ak, jeg kjendte dem. De to var svensker, den tredje tysk; ingen af dem kan maale sig med Hanna Winsnes. Deres optimisme er skjøn, men theoretisk. De er ikke glade, de polemiserer bare med sorgen. Hvorfor skulde vi sørge? siger de. Er der nogen fornuftig grund til at være pessimist i en verden, hvor der vokser palmer, vin og syttenaars pigebørn? – Ved at polemisere mod tristheden vækker de den. Man kommer til at tænke paa, at der vokser andet i verden end palmer; at næsten al vin er forfalsket; at de syttenaars pigebørn begynder at kræve politisk og kommunal stemmeret . . .
Alligevel fik jeg fat paa en bog af Verner von Heidenstam. Han er den gladeste af bourgeois-bladets tre optimister, og saa skriver han reiseskildringer fra syden. Desværre skriver han svensk; det svenske sprog minder mig saa forbandet om vort kjære unionsvrøvl; – men saa var der en bog af ham, som var oversat. „Fra Col di Tenda“ heder den. Nu pleier jo alle oversættelser fra svensk at vrimle af svecismer, og svecismer ærgrer mig mer end alt; men jeg lagde ivei alligevel, og – merkelig nok: i denne oversættelse var der ingen svecismer. Det vil sige: der var én: menneskenes alle dumheder istedetfor alle menneskenes dumheder; men den har ogsaa Bjørnson brugt . . . Kortsagt! – der var intet iveien. Bogen virkede som en dansk-norsk original; sproget var bare noget renere end det pleier at være i dansk-norske originaler. Altsaa: den gladeste af alle skildringer fra syden, godt sprog, kun én svecisme – men den har Bjørnson brugt –! og enda duede bogen ikke til at sove paa.
Ogsaa Heidenstam er nutidsbarn; ogsaa Heidenstam er kristen. Han har samvittighed; han har øie for samfundslidelsen; han tror
