undergivne at udføre, saa ordinerer hun slet, taber i deres agtelse og bliver ofte bedragen.“
Det lønner sig ikke – simpelthen.
Man kunde vente, at en prestefrue vilde prædike lidt; vi skal være gode mod vore tjenestefolk, fordi Gud har befalet os det, fordi de er vore medmennesker, fordi ogsaa de har en vis ret til at leve . . . Men Hanna Winsnes prædiker ikke. Der var hverken vantro eller socialisme i den tid; hun er tryg i sin gode ret; hun ræsonnerer ud af sin sunde praktiske forstand uden at se sig om hverken til høire eller venstre.
I den tid havde man en samvittighetsfred, vi nu ikke kjender. Hvis en prestefrue nutildags skrev en „lærebog i husholdningen“, vilde hun ikke sige noget om, hvordan vi behandler vore tjenestefolk. Hun vilde tie om det; hun vilde føle sig utryg. Nogen kunde i den anledning faa noget at bemerke . . . Thi selv paa prestegaardene er der kommet kristendom ind i sindene. Man spør sig selv, om det er ret, at tjenestefolkene spiser sur valle, naar vi vader i fløde og smør; man spør sig, om det er ret, at de har en saa „liden kapital“, at de ikke skal betale de tallerkener, de slaar itu; om det er ret, at de skal gaa hele sit liv og gjøre alt det arbeide, som vi ikke har lyst til. Men i Hanna Winsnes’s tid var det ret.
For ikke mere end 40–50 aar siden var det Gud, som havde ordnet med de forskjellige samfundsklasser. Og han havde ordnet det fra evighed af; der var ikke mere at gjøre ved den ting. Man behandlede sine tjenestefolk som vi behandler dem nu, eller endnu lidt værre, og syntes man behandlede dem udmerket. Thi naar Gud havde gjort Nils og Mari til tjenestefolk, saa var det pokker ikke hans mening, at Nils og Mari skulde spise fløde og eg og gaa og dovne sig og pleie sin helbred og sine hænder, saadan som husbond og tildels ogsaa madmor kunde gjøre det. De skulde ha det saa og saa vondt; ellers kunde de komme til at bli hoffærdige.
Deraf denne klassiske, velgjørende ro over Hanna Winsnes’s husholdningsbog.
Ak, nu er alt anderledes. Nu kan der ikke længer skrives slig. Litteraturen er bleven saa trist, at det at læse en bog er at paadrage sig søvnløse nætter. Der klages og klages; der raabes efter gemytlighed paa alle gadehjørner; hvorfor kan dere ikke skrive noget morsomt, hvorfor kan dere ikke skrive noget hygge-
