og bandet, jeg har ikke kunnet bære det med kristelig Taalmodighed.
Denne hans „landsgyldige“ Skrivemaade bruges og forstaaes i hele Landet saavidt jeg ved kun af tre: af Bjørnstjerne Bjørnson, af det gamle, stivnakkede Hvad jeg skrev, det skrev jeg-Menneske Knud Knudsen (Knussn?) og af en Lap Papir ved Navn „Morgengryet“ (Maarngrye?), som udkommer i Karl Johan.
Jeg forstaar ikke, hvad dette Eksperiment skal være til. Af Bjørnsons Efterskrift lader det til, at den ene Grund er Frygten for, at Bygdemaalsstræverne skal faa Ret; man vil altsaa bekæmpe ét lavet Sprog ved at lave endnu et! Men den anden Grund er altsaa dette med det velsignede „landsgyldige“. Jeg har faaet Indtryk af, at Bjørnson dog tænker paa almindeligt dannet norsk Sprog, men at han siden maa sidde og omskrive det tænkte paa Språk. Heri er han saa ikke altid lige aarvaagen, ikke altid lige „landsgyldig“; der er tre Slags Sprog i hans Bog. Først kav, kronnorskt språk, saa et vistnok lidt paa Spidsen sat Sprog, af den Sort, som Bjørnson bruger i sine Avisartikler; derpaa tilsidst de stakkels Rester af hans fordums Sprog, det, hvori han talte til os gennem Marv og Ben i sin første Digtning. Der er i „På Guds Veje“ ikke mange Sætninger, som ikke har Ord, der har faaet tilsat en Udvækst eller afsat et Lem. Vi bevæger os blandt en Mængde udklædte Vanskabninger. Ord som „tunne“, „eftersvælg“, „fynen“, „rølet“ kan Bjørnson ikke godt gøre til landsgyldige, aldenstund der er Ord iblandt disse, som Landsens Folk simpelthen ikke forstaar; og at gøre noget specielt norskt landsgyldigt ud af de svenskskrevne Ord „innerlighet“, „full visshet“ osv., det tror jeg skal falde vanskeligt baade for ham selv og for Knussn og Maarngrye.
Nu skal dette aparte Sprog endog være Fremtidens. Mindre kan det ikke være. Det faar gaa, som det kan, med det; forresten er det som sagt lidt resikabelt at gaa og fortælle tilkommende Ting; vi blev jo enige om det. Men lad det være Fremtidens — skjønt jeg forstaar da rigtignok ikke, hvorfor der i alle Lande skrives anderledes end der tales; ét er sikkert, man maa da ialfald skrive et Sprog saaledes, at Mennesker forstaar det. Lad det være Fremtidens, — jeg begriber ikke, hvorfor Nutidens Mennesker skal paaføres den Lidelse at læse det.
Et Sprog faar vel helst udvikle sig lidt efterhvert til Fremtidens. Det gaar ikke godt an, synes jeg, at gaa frem en vakker
