Hopp til innhold

Side:Samtiden 1890.djvu/229

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

nemlig fuld valuta for sine ydelser, vilde vi ikke tjene et gran paa dem. „I den senere tid,“ siger Hanna Winsnes, „bruger man at give høns forskjellige ting, som man før var uvidende om, f. eks. raat, hakket kjød, bestrøet med lidt peber“ – forat de skal verpe godt, nemlig; men „dette er jo kostbart, og kan derfor ikke anvendes, uden naar man slagter en gammel hest; eller naar en spædkalv slagtes, kan man tage indmaden hertil.“ Mad, som paa det nærmeste intet koster –; da lønner det sig at holde høns; ellers ikke.

Men paa den anden side fraraader Hanna Winsnes bestemt al sultefodring. Man bør efter hendes mening „heller holde færre kreaturer, der fødes vel, end flere, hvilke man blot giver det nødtørftige livsophold vinteren over.“ Hvorfor? Fordi det lønner sig. Staar nemlig dyrene knap kost vinteren over, saa vil der gaa en stor del af sommeren hen, inden de „faa huld paa sig og øge i melken,“ – „hvorimod de, der ere velfødede, straks øge.“ Sparsomhed, men fornuftig sparsomhed! Ved at overdrive forfeiler man sin hensigt.

Paa ligende maade anbefaler fru Winsnes en rimelig behandling af folkene. „Pigerne bør ikke overlæsses og nægtes tid til sit eget; thi,“ siger hun, „de tager da gjerne denne tid hemmelig og forsømmer hvad der er dem paalagt.“ Det lønner sig ikke! – „Det er ikke min mening at tilraade at tjenestefolkene skulle betale, hvad de slaa itu; det vil gribe for sterkt ind i deres lille kapital og bevirke, at man fik vanskeligt for at faa gode tjenere.“ Det lønner sig ikke! – simpelthen. Ligesom det ikke lønner sig at være slem mod dyrene.

Af samme grund bør man heller ikke være for stolt overfor sine tjenestefolk. Ganske vist har disse sin bestemte plads; de skal spise sur valle og skrællinger, ha en „liden kapital“ samt gjøre alt det arbeide, som er tungt, grovt og ubehageligt; – hvis f. eks. en ko lider af opsvulmet yver, saa „lader man budeien tygge lakrits, indtil den bliver flydende“ o. s. v.; – men maade paa alt! – I fortalen gjør fru Winsnes opmerksom paa, at hun i sin bog har beskrevet „arbeider, som høre til en tjenestepiges og ikke til en husmoders forretninger“; „somme ville maaske misbillige dette,“ siger hun; men saa striks bør man ikke være. Hun har virkelig ikke gjort det for at fornærme. Ei heller har hun gjort det for at gjøre livet lettere for pigerne. Nei, men „dersom husmoderen ikke selv forstaar de ting, hun skal befale sine