vil folkene ikke spise den uden med sauce til. „Da laver man begge dele uden fedt, og laver siden en sauce (duppe) af madfedt, melk og sødprim.“
For tjenestefolkene skal da ikke ha baade sauce og fedt paa engang.
Ikke at tale om, at man her istedetfor „sauce“ kan bruge det norske ord „duppe“; selve ordet smager billigere.
„Paa enkelte steder,“ siger fru Winsnes, „faar man saa mange smaagrise, at man er i forlegenhed med at benytte dem. Man kan da bruge dem til sylte. De skoldes, renses og oplemmes . . . Lægges i lind syltelage. Laar og bover kunne godt bruges inde. Hoved og sider tages til tjenestefolkene.“
„Naar man skjærer spegeflesk, falder der altid skrællinger af; dog menes her ikke sværen: der skrælles ogsaa ofte et eller andet af baade kogt og raat saltet flesk og kjød, hvilket alt bør gjemmes. Naar man har en dyb tallerken fuld af saadanne skrællinger, udblødes en pot halvegryn i vand; deri kommes skrællingerne, skaarne i terninger. De stoppes ogsaa i poser og koges i tjenestefolkenes kjødmad. Man kan give dem dette med noget af madfedtet til eftermad den første dag og gjemme kjødet til at have koldt den næste, naar man blot koger paa knokler.“
„Paa mange steder spiser tjenestefolkene ikke kallun; man kan da tage de fede stykker raa, lægge dem lagvis imellem senede kjødstykker, der er for seige til at hakkes, strø salt og peber derimellem og sy dem ind i tynde skind som flade rullepølser . . . Disse rullepølsene lægges da i saltebaljen, og man koger dem siden blandt kjød til tjenestefolkenes suppe; de pleier at vinde bifald.“
Stilistisk klar er den gode frue ikke altid. Men man forstaar meningen og blir saa glad for, at man ikke hører med til folkene.
Det er det samme fodringsprincip, som ogsaa kommer i anvendelse overfor husdyrene. Der kan for almindelige nutidsmennesker ikke være noget forargeligt i denne sammenstilling, formoder jeg. Hvorfor holder vi i det hele taget husdyr og tjenestefolk? Fordi vi har fordel af dem. Tjenestefolkene gjør vort arbeide og hønsene lægger eg. For at de nu skal kunne udføre dette tilfredsstillende, maa de ha mad; men for at det udbytte, vi har af dem, kan bli saa stort som muligt, maa bekostningen ved deres underhold bli saa liden som muligt; fik de
