er paa troen, det kommer an. Tror vi fast paa det gode, saa har det onde tabt sin magt; det eksisterer maaske, men kan ikke længer genere os. Der forekommer hos Hanna Winsnes madskildringer, som kan gjøre selv den mætteste sulten, og som hos den sultne kan frembringe illusioner af virkelig behagelig art; man indbilder sig for en stund, at man selv har alle kjeldere fulde. Jeg indser pludselig, at bourgeoiskritiken har ret: bøgerne bør ikke tale om det triste i livet. Det er usandt at fortælle om al denne lidelse. Saa længe der er mennesker, som vader i smør og eg, behøver man virkelig ikke at skrive om dem, som vader i søle. Kunsten skal, ligesom religionen og tobakken, hjælpe os med at hvile efter døgnets strid; at sove er nemlig det bedste af alt, som kineserne siger; men der er ingen hvile i det, som ikke bringer os til at tro paa det gode i livet. –
– „Kunsten,“ siger jeg; Hanna Winsnes’s kogebog er kunst. Dens opskrifter virker som stillebensbilleder. Her er en gulerodsuppe, f.eks. –:
„Man koger vel skrabede gulerødder i kjødsuppe; der regnes 6 store gulerødder til 12 mærker kjød. Naar de er kogte, gnides de gjennem dørslaget, hvorigjennem suppen siles; den sættes atter paa ilden, og tillaves med muskat og kajenne, ganske lidet fin persille, smaa kjødboller og hvide rødder, samt madeiravin efter smag.“
Delikat i farven, vilde en maler sige.
Her er noget, som heder eggebubbert, en ægte prestegaardsret, antager jeg –: „Til 1 pot sød melk eller tynd fløde tages 2 a 3 spiseskeer fint sukker, nogle faa bitre finstødte mandler og lidt stødt vanille eller citronskal. Naar det koger, kommes deri 10 eggeblommer og 4 hvider, der er vel slagne sammen; 1½ spiseske potetmel udjevnet i lidt sød melk blandes i eggene; saa heldes det i gryden og faar et opkog. Det heldes i det fad, hvori det skal serveres, og ved anretningen overstrøes det med kanel og sukker.“ Flødegult og eggegult; derover sukker- og kanelbrunt; det er nydeligt; det tiltaler vore bedste instinkter. – Her skal De se en pudding: „Den ene forpart af en spædkalv koges uden salt, til den bliver en stiv gelé … Til 1 pund af denne gelé tages saft af 3 citroner og 1 pund raffinade; heri skal røres 1 time. Naar geléen begynder at stivne, røres enten bringebær-syltetøi eller andet slags syltetøi i, hvorpaa den heldes i vaser og spises kold.“ Den heder diamantbudding; det tror jeg sgu gjerne.
