„Lærebog i de forskjellige grene af husholdningen“ heder den; men det er egentlig et stykke roman. En skildring fra de gamle preste- og embedsgaarde, omfattende væsentlige sider af det liv, som der blev ført, og egte i tonen som „Familjen paa Gilje“.
Der er fred, stilhed, idyl; god mad og god samvittighed. Der er julestemninger og søndagshumør. Det store kjøkken er hvidskuret; fra væggene skinner de blanke kobberkar. Smaasnakkende koger gryderne paa den brede komfur: det suser duftende fra stegepanden. Snart kommer far fra kirken; da er far sulten, og da vil laksen smage; far er saa glad i laks.
Man oplever slagtedage med deres festlige travlhed; man er med paa brygning og bagning, syltning og stegning, skuring og vask. Man er med i fjøset og ser paa kjørene, som fodres og melkes, kalvene, som blir syge og faar medicin, grisene, som gjødes, budeien, som er alle disse hyggelige dyrs forsyn og mor; man studerer livet i hønsegaarden og interesserer sig for, hvem af hønsene der verper bedst, eller hvad man skal give gjæssene at spise. Leilighedsvis ser man indom i drengestuen, hvor folkene æder grød og sild uden at misunde herskabet hverken laksen eller oksestegen.
Der leves nemlig godt inde hos herskabet. Der vades i eg, sukker og smør; lader og kjeldere er fulde; man tager . . . tager . . . tager . . . og plages ikke af spørgsmaalet om, hvor man skal tage det fra. Thi verden er i orden.
Naar jeg er rigtig træt af at sidde paa mit centrumsparti og søle med problemer og blæk, er det mig en nydelse at overgive mig for en halv times tid til Hanna Winsnes.
Hun virker saa forsonende. Der er en kjøkkenduft over hendes bog, som bringer en til at tro paa det gode i livet. Og det
