nogen være sendt til Amerika, saa var det ham. Ud paa Prærien med ham, en Plog mellem Hænderne, 16 Timers Arbeidsdag, 98 Graders Hede fra Himlen! Saa kanske vilde den lille forelskede Herre lægge af den stygge Uvane at gaa hjemme og rænde mod Væggene.
Det har slaaet mig mere og mere under Læsningen af Bjørnsons Bog, at de fleste af hans Personer i Grunden har manglet noget af Sindets Adel. De er egentlig ikke dannede Mennesker. Men de er oplyste Mennesker, de har Bøger i Hovedet. Der er visselig noget halvt, ufærdigt, usamlet ved dem fra Begyndelsen — som det skal være i en Udviklingshistorie. Men ikke engang tilslut tør man være ganske tryg for, at ikke en vis Ubændighed sent eller tidlig skal bryde løs igen. Selv Kallem har endnu, naar vi forlader ham, Kræfter og Anlæg i sig til at gøre gale Streger med Knytnæven. Han gaar ogsaa omkring paa Hænderne — for Sundhedens Skyld, kanske ogsaa for Sindets Skyld; der findes fremdeles vulkanske Blus i hans Indre.
Og Bjørnson ved overmaade godt, hvorfor han saaledes levner i sine Personer denne Disposition til atter at blusse op, om det skulde trænges. Han kender sine Folk. Han er en energisk Forfatter, man ser det bedst paa det strænge Arbejde, han lader sine Personer gennemgaa, Arbejdet paa deres egen Udvikling. Der arbejdes 16 Timers Arbejdsdag; hans Folk løber fra én Anstrængelse til en anden, i Læsning, Tænkning, Stemninger, Lidelser, Synd, — det er haardt at være Menneske paa den Maade; det er underligt, at ikke allesammen faar graa Haar. Men Bjørnson har ogsaa opnaaet at faa Skik paa de vildeste Figurer, de brutaleste Krafttyre i vor Literatur, Kurt, Rendalen, Kallem. Han har udviklet dem saa langt, som de kunde udvikles, — en Opgave værdig hans eminente Kræfter.
Tilslut skulde jeg vel — som Skik og Brug er — forsøge at skænde lidt paa Bjørnson for dette besynderlige mænneske-språke, som han har paaført os. Og jeg gør det saa meget villigere, som jeg er oprigtigt rasende paa ham for dette Laveri. Jeg har gjort akkurat 143 Blyantnotiser i hans Bog, og næsten allesammen gælder hans utrolig forvredne Ortografi og Skrivemaade. Gennem hele Romanen har jeg maattet være paa Vagt, for overalt at kunne forstaa hans Sprog. Jeg har sukket og læst, læst
