Ord Indtryk af Barnets Størrelse, Alder og Gangmaade; en hel Sides Beskrivelse kunde ikke gjort det klarere. Endelig er der i Scenen mellem Præsten Tuft og den syge Murer Andersen nedlagt stor og overlegen Kunst: Andersen har brukket Benet, en Blodaare er bleven forstuvet, og Benet maa sættes af i Knæleddet. Dette sker ogsaa, men uden at den syge ved om det; Murer Andersen tror, at Benet endnu sidder paa, han kjender endog Smerter i Hælen paa den afsatte Fod. Præsten blir budsendt, Andersen anmoder ham om at bede til Gud om, at Benet ikke maa blive afsat. Da det gælder Murerens Liv, opfylder Præsten hans Begæring, uagtet han altsaa ved, at Benet allerede er taget af. Men Ole Tuft erklærer bagefter: „Dette gør jeg ikke én gang til.“
For nu at nævne en Ting til: Smaagutten Edvards Operation er skildret slig, at man i største Hast blader længer ud i Bogen, for at se, om han overlever den. Man føler sig med, man undersøger Pulsen, banker paa Brystkassen, lytter, — og man trækker et langt, lettet Aandedrag, naar man erfarer, at han er ilive. —
Der er to kvindelige og to mandlige Hovedpersoner i „På Guds Veje“, deriblandt er Ragni. Jeg ved aldrig at have læst noget skønnere og finere, end Ragni. Hun skulde dog kanske grædt femten Gange mindre; især i det første er hun saa rent Ulykkens Bytte, saa bundløst forkommen. Det er som hun vilde sige: Herregud, om jeg fik dø, — ikke formedelst nogen min Fortjeneste! Hun græder ved den mindste Anledning; i det hele griber Bjørnson meget hyppigt til Graad. Men Ragnis Historie har han skrevet saa beklemmende inderligt, at hvis Ragni selv kunde læst den, tror jeg ikke, at hun kunde gaaet hen og dø. Det er den ømmeste kærlighedsrigeste Behandling, Karakteren Ragni har faaet i en Literatur. Man huske blot hendes rørende Samtaler med Kallem og tilsidst hendes Brev, det sidste Ord til „hendes livs hvide pascha“, — jeg ved ikke, om det er Skam at fortælle det, men jeg stridgræd under Læsningen. Det er en Skildring af hektisk Farve; der findes ikke en anden Mand i Norges Land, som kunde skrive noget saa vidunderligt dejligt.
Ragni er det usædvanlige. Overhovedet skyr ikke Bjørnson Usædvanligheden. Han har faaet det med saa mange rare, desperate Karer i det sidste, Kurt, Rendalen, Kallem. Gud bevare mig for at træffe nogen af dem, — paa et halvt Ord tygger de Skum. Endog Karl Meek, den rødnævede Bengel, som gaar og synder mod den Helligaand, faar Raptuser af Skumtygning. Skulde
