sons Sind har Amerika faaet en stor Magt. Den yttrer sig i de mindste Ting i hans Bog, som for Eksempel at Kallem staar og taler om Amerika i en Ligtale, eller at Ragni spiller den maanesyge Salme af en Nationalsang „Home, sweet home“; ja Bjørnson tager sig endog Anledning til som Forfatter at yttre et Ord om den amerikanske Romanskriver Howells „indtrængende Sjælemaleri“.
Det er kanske lidt resikabelt at give sig af med at fortælle tilkommende Ting; men efter endel Mærker, som jeg har lagt mig til i en Række af Aar, har jeg ivente, at Amerika om en given Tid blir det Land, hvorfra Reaktionen i Europa faar sin stærkeste Støtte. Jeg har visselig ogsaa tænkt mig, at vor Literatur ved- blivende vil beriges med vidunderlige Avishistorier fra „Christian women's journal“ om amerikanske Sjælemalere og amerikanske Vagtmesterkys i Missouri.
Man mærker straks, at Bjørnson har bygget sin Bog paa mange langsomt indsamlede Forstudier. Og han har benyttet Materialet med levende Kraft. Han hersker suverænt over sit Stof; alt er bragt ind med Overlæg, og intet er skrevet i Rutine. Bjørnson har en altid vaagen Virkelighedssands, hos ham flyder intet ud i Dybsindighedsjag; er der en Frue, saa er hun ikke fra Havet, og er der en Vildand, hvilket vil sige en vild And, saa er det en Fugl og ikke en Fisk. Bjørnson har den logiske Fantasi, han besætter indtrængende Landskaberne, Husene, Værelserne. Tildragelserne er i Regelen berettet med alvorlig, massiv Ro, en uforstyrrelig Trængen frem til Afslutningen. Med den øvede formelle Evne, han har til at gøre en Bog, kunde man ventet — og man kunde forstaaet det — om han her og der i en saavidt lang Roman, som hans sidste er, kunde henfaldt til bare Skrivning, bare Sprog. Men man vil ikke paa et eneste Sted møde kold Virtuositet her, overalt er der dyb, ægte Følelse bag Ordene. Nu og da, som paa Side 142, er der rene Allerhelvedes Spræt af Kraft og Lune, som frisker op hele Bogen. Overalt vrimler det af fine Iagttagelser og Karaktertræk. Det er lidt smaat at minde om det; men der er saaledes en Scene, hvor Kallem mader Ragnis Plejebørn i Konditoriet, som i al sin Korthed er et lidet Mesterstykke. Et andet Sted forekommer følgende: — „steg (Skridt) av en voksen, og to barnesteg på hvært av de voksne.“ Man ser efter dette saa tydeligt de gaaende, man faar af disse Par
