Resultater, men en Søgen efter Beviser for allerede indvundne Anelsers Rigtighed. Og han finder sin Glæde i som Optimist straks at underrette Folk om den sidste heldige Operation, de nyeste Opdagelser til Menneskers Gavn. Hvilket leder ham udi Fristelse. Han vil belægge sine Beretninger med mest muligt videnskabeligt Tilbehør, ― saa blir der paa hvert Punkt for megen stejl Lærdom, for megen Sagkyndighed. Der blir visselig endnu ikke nok til at bevise som Videnskab; men der blir formeget til at virke kunstnerisk som Roman. Gustave Flaubert lod i sine senere Digtninge det videnskabelige Element dominere altfor meget, ― det gjorde ikke hans Bøger læseligere og ikke hans Navn større.
I et Øieblik, hvori Bjørnson er greben af Vidnetrang, driver han endog ind paa de „uægte Steder“ hos Marcus. Bjørnson hører til dem, som endnu skælner mellem ægte og uægte Steder i denne to Tusind Aar gamle Visdom. Herpaa er intet at sige; saa mange Hoveder, saa mange Sind! Men at bruge sit Kendskab til Evangelister og Apostle paa en direkte belærende Maade i en Roman, det er at snyde Aviserne for en Artikel. I Bjørnsons Bog findes der en halv Side abstrakt Bibelkritik om „de ældste Haandskrifter“ og „en senere Tilsætning", ― det er i denne Forbindelse omtrent en halv Side abstrakt Bibelkritik formeget.
Nu var det naturligvis ogsaa saa rimeligt, at Bjørnson ikke kunde skrive en norsk Karakterroman paa fire Hundrede Sider kaldet „På Guds Veje“, uden at han maatte sende en eller flere af sine Personer over til Amerika. Jeg var paa Forhaand saa vis paa det, at jeg skrev det paa et Blad i min Notisebog og lod en Ven læse det længe før Romanen var udkommet. Foruden Norge er intet andet Land end Amerika nævnt i hele Bogen. En norsk Præst staar paa en norsk Prækestol i Norge og fortæller Vidunderhistorier fra St. Louis i Missouri: En derboende syttiaarig Arrestantinde, som var saa rasende, at hun maatte bindes, naar hun skulde flyttes, blev kureret for sit Raseri og øjensynlig omvendt til et bedre Menneske bare ved et Kys af den kvindelige Vagtmester.
Boltzius!
Det er besynderligt, at det næsten ikke skal gaa an at skrive en Roman herhjemme, uden paa en eller anden Maade at faa ind i den lidt „amerikansk“. Var det engang i Tiden dannet at være græsk, saa er det nu moderne at være amerikansk. Over Bjørn-
