visse Maader være lige saa galt i kunstnerisk Forstand, som Uvidenhed. Ved Enden af en Literaturperiode hænder det almindeligt, at den store Specialkundskab breder sig paa samme Vis som før Vankundigheden. Forfatterens Følelse maa vige for hans Viden. Han søger at overgaa sine Forgængere ved at blande ind desperate Elementer i sit Værk. Saaledes indfører Voltaire filosofiske og humanistiske Tendenser i sin Digtning, hvorved han visselig hæver dennes Værd som Masseviden, mens han jo svækker dens Værd som digterisk Kunstværk. Der skal ogsaa Selvbeherskelse til at sidde inde med Trumfer af Viden og aldrig begaa Fejl med dem, aldrig bruge dem over Maade. Hos Bjørnson fremtræder de ved Lejlighed endog grovere end hos Zola, mer udenpaalagt. De yttrer sig i Form af direkte gode Raad, Formaninger, Sundhedslære, Moral, Tegnsudlæggelser; man ser alt, som hænder, blive omsat i Lærdomme.
Et uvorrent Sted er i Bjørnsons Bog den Scene, hvor Doktor Kallem paa siger og skriver to Minutter helbreder Ægteparret Pedersen for Drukkenskabslasten. Han helbreder dem blot ved at se paa dem. Dette virker parodisk, det er Boltzius. Lad være, at man kan have læst om en lignende Helbredelse et eller andet Sted, — fremsat i en Roman, hvor jo Lejligheden forbyder at forklare det nøjere, og tillagt en vis nærsynt Doktor Kallem, som hverken før eller siden viser slige troldske Kræfter, tror man simpelthen ikke paa den. Man nyder den som en Kuriositet, tager den med som Læsning.
Jeg er bange for, at Bjørnsons Optimisme har ført ham for langt her. Han skildrer ogsaa endel Operationer, visselig paa Grundlag af de nyeste lægevidenskabelige Undersøgelser, — heller ikke her er man rigtig med. Man mangler lidt Bjergflyttertro. Det er i Grunden mærkeligt, at alle disse dumdristige, nye Operationer lykkes. Det klikker ikke nogen Gang, Patienten kommer sig og lever. Ved et enkelt Tilfælde, hvor det modsatte hænder, forvolder den syge selv sin Død, — hvad jo Lægen er helt uden Skyld i. Det er ganske vist ikke noget galt i, at ikke flere lader Livet under disse Eksperimenter; men det er Optimisme. Bjørnson bærer sig anderledes ad, end andre moderne Digtere. Hans Synsmaade er ikke Naturalistens, den kolde Iagttagers; hans Optimisme driver ham til at tage Parti. Med en Lægebog i Haand optræder han forskende forat faa bekræftet sine Ønsker, ikke forat lade sig omstemme. Han ved paa Forhaand, hvad han skal finde, eftersom han ved, hvad han vil finde. Hans Undersøgelser er ikke en Søgen efter
