af tanker, ideassociationer og halve beslutninger er netop det stof, drømmene finder at tumle med, naar de slipper til magten. Selv lægger de saa til det rene nonsens, som whinchen og den lille by Scott i Skotland og den overraskende talemaade: at gaa i whinchen!
Alexander L. Kielland.
Om „På Guds Veje“.
Denne Bog gør et overvældende Indtryk. Man arbejder sig igennem fire Hundrede Sider tæt, solid Læsning, man beundrer dens Kraft og Fylde, man snubler ogsaa over dens Fejl, og man lægger den bort med Følelsen af at være inderlig beriget, varmet i sin ideale Tro og styrket i sine bedste Forsætter.
Det er forfriskende at læse Bjørnson igen. Vi har en Tid havt Guds Velsignelse af det udmærkede gaadefulde Digteri, som begyndte med „Vildanden“, og som nylig kulminered i det højere Vanvid kaldet „Fruen fra Havet“. Vi har virkelig havt til Nødtørft af denne Skæbnedigtning, som vor jordiske Forstand ikke har kunnet fatte. Og naar der derfor bydes os lidt tarveligere Næring, en Smule mindre æterisk Kost, føler vi os truffen i vor Natur, og vi kender os bedre igen i denne Verden. Vi er rimelige Mennesker.
Bjørnsons sidste Bog er et vægtigt Arbejde; den viser overalt Forfatterens overlegne Begavelse og mægtige Natur. Naar man sammenholder denne Bog med en almindelig Fortælling, gærne paa det samme Antal Sider, faar man først ret grundigen Syn for, hvor rigt og mangfoldigt dens Indhold er. Skade kun, at der i Bogen er blandet ind Ting, som kanske Bjørnson selv om kortere eller længere Tid vilde ønske ude af den; her er ikke alle Steder husholdereret med abstrakte Indfald, Udenomsoplysninger og Bemærkninger til Siden. Naar Bogen alligevel trods dette virker saa stærkt, er det bare et Bevis for den store Kraft og Oprindelighed, hvormed den er skreven.
Der er stridt meget Lærdom i Bogen, saa meget, at den undertiden ganske standser den digteriske Bevægelse. Og det kan i
