124
været trykt, og jeg finder at burde advare enhver, som tænker at lære
noget paalideligt om Finmarken, mod at studere den nysudkomne bog.
Naar forfatteren ifølge forordet anser sin bog for ialfald skikket til folkelæsning,
kan jeg heller ikke deri være enig med ham, ikke blot paa
grund af dens fremtrædende og enestaaende historiske upaalidelighed,
men ogsaa fordi den lider af væsentlige literære feil. Ganske st er
bogen i det hele taget noksaa læselig. Men for det første vrimler den
i en ganske forfærdelig grad af skriv- og trykfeil, og disse feil rammer,
hvad der ikke er videre heldigt i en historisk fremstilling, fornemmelig
stedsnavne, mandsnavne og aarstal — jeg nævner s. 110 „Christian II (!)
i 1565“ for „Fredrik d. 2den i 1565“, s. 112 „nedre Tangen“ for
„nedre Tanen“, s. 26 Andreas „Sjaldebarm“ for „Skjaldarband“, s. 45
1629 for 1529, men der er mange, mange flere —. Dernæst bruger forfatteren
en høist merkelig skrivemaade af fremmedord, f. eks. destrict
(s. 9), ekstimeredes (27), amunisjon (78), demoraliceret (124), destinguere
(127). Endelig er rene sprogumuligheder ikke sjeldne, f. eks. det hidtil
ukjendte ord „finkrevd“ (s. 16, 27), der skal betyde skattekrævning
hos finnerne, „ istandsætte fästningens brystfældighed“ (s. 77), anstundne
vinter (s. 97), „ikke desuagtet“ (s. 99), „almuen blev (!) nedsunken i
bundløs gjeld“ (s. 108) o. s. v., o. s. v.
At en bog som denne kan udkomme i 1889, er i sig selv et særsyn, og at et anseet firma som Gyldendal vil forlægge den, endnu merkeligere. Forlæggeren tør imidlertid forklare, at ansvaret herfor kan han dele med andre. De anbefalinger, som to videnskabsmænd var svage eller godmodige nok til at give hr. Magnus, — rigtignok førend denne havde skrevet sin bog —, og det stempel af statsunderstøttet historiker, storthinget havde givet hr. Magnus ved at bevilge ham en understøttelse til fortsættelse af hans finmarkske studier, kunde forsaavidt være forklaring nok til at hr. Hegel overtog forlaget. Hovedansvaret for at et saadant arbeide udgives faar de 56 mænd af Norges storthing overtage, som trods advarsler fra sagkyndige i 1887 letsindigen bevilgede hr. Magnus understøttelse af statskassen til studiereiser. „Det maa være en sand fryd at se sine penge saa vel anvendte.“
Gustav Storm.
Tyske presseforhold.
Dr. Ludvig Bamberger, den bekjendte tyske politiker og nationaløkonom, har i „The Nineteenth Century“ for januar 1890 skrevet en artikel om den tyske presse. Heri berører han mange almindelige tyske forhold, som det tør være af interesse at se belyst af en saa fremragende mand som Bamberger. Han tilhører som bekjendt secessionisternes fra de national-
