122
2det afsnit („Finmarkens blomstringstid“) begynder hr. Magnus
meget smukt med at aftrykke „det første privilegium for Bergensernes
handel paa Finmarken“, kong Haakon den 5tes forordning af 1305.
Hr. Magnus tror aabenbart, at han her har gjort et vigtig fund, og at
han aftrykker det originale dokument. Men her har hr. kapteinens
ubekjendtskab til de virkelige kilder, de gamle love, spillet ham et
slemt puds. Hvad han aftrykker, er kun en feilfuld oversættelse fra
ca. 1590 (efter afskrift hos Liljenskjold ca. 1700), mens den originale
text forlængst er trykt i Norges gamle love (1849). Forordningen er ikke
udgiven af Haakon den 5te i 1305, men af Haakon den 6te i 1361, —
hvilket allerede blev oplyst i 1838 af I. C. Berg, ligesom privilegiets
virkelige betydning er nærmere udviklet af P. A. Munch. De virkninger,
som efter hr. Magnus forordningen havde, er derfor de reneste
fantasier: at under denne frie handels tid i 14de aarhundrede en mængde
borgere og fiskere flyttede med tjenerskab og betjente til Finmarken, —
at fiskere og handelsmænd (fra Finmarken) seilede med deres fiskeavl
ej alene til indenrigske steder, men til Danmark, Holland og England (!),
— at landet blev besøgt af fremmede nationer (!) for fiskeriernes og
hvalfangstens skyld, — at adskillige steder som Ingø, Sverholt, Makaur,
Vardø, Kiberg havde anseelse som smaa kjøbstæder o. s. v., o. s. v.
Det er muligt, at der har været nogen norsk befolkning paa Finmarkens
kyster i 14de aarhundrede, men talrig har den ikke været — thi
den har intet sikkert spor efterladt i samtidige kilder —, og sikkert
er det, at endnu i begyndelsen af 16de aarhundrede var den temmelig
ringe. Befolkningens vekst i løbet af 16de aarhundrede kan temmelig
godt følges af skattemandtal i rigsarkivet, men disse let tilgjængelige
kilder sees hr. kapteinen ikke at have benyttet eller ialfald ikke at have
forstaret at benytte, — hvis han har kjendt dem. Hr. Magnus kan ikke
undskyldes med, at han udskriver de merkelige efterretninger om tilstandene
i 14de aarhundrede fra Hammers underretning om Finmarken,
thi han refererer dem i eget navn uden at citere sin kilde. Hammer
kunde i 1763 ikke vide om, hvad der blev oplyst af I. C. Berg og
P. A. Munch, men hr. Magnus burde i 1889 have kjendt det.
Det eneste faste punkt og eneste bekjendte faste beboelse i det egentlige Finmarken i 14de aarhundrede var Vardøhus. Herom taler hr. Magnus, efter at have omtalt traktaten i 1326 i „Neugarten“,[1] saaledes: „Paa disse tider antages det gamle Vardøhus slot at være anlagt; det er ej bygget paa nogen kongelig befaling, saa det er rimeligt, at det er opført af borgerne (!) til værn mod Russernes eller Karelernes indfald.“ Denne hypothese kan jeg ikke mindes at have
- ↑ Hr. Magnus burde have oplyst, hvad „Neugarten“ er for et sted; hans bog er jo bestemt til „folkelæsning“.
