lille omraade af hjernen, hvor kortkundskaben ligger, i et saadant oprør, at hvilen først indtræder efter en lang afkjøling.
Og tilslut spiller uden tvil selve øinene en stor rolle ved drømmene om kort. Man har i flere timer ved sterkt lys stirret ivrigt paa disse blade — saa ivrigt, at naar man umiddelbart efter spillet lægger sig til at sove, — saaledes som det i almindelighed gaar efter en kortaften, saa vil der foran det lukkede øie uvilkaarlig vise sig billeder af kort, som ledsager overgangen fra vaagen til søvn og lokker drømmen til den kant. Der er saaledes saa meget unormalt ved kortdrømmene, at jeg ikke regner dem som nogen farlig undtagelse.
Hellerikke de drømme, som man kunde kalde de fagmæssige, er virkelige undtagelser. Naar saaledes en skolegut drømmer om lekser, han ikke kan, og anden nød paa skolen, saa kan man ikke sige, at dette er et eksempel paa, at en drømmer om det, han tænker paa om dagen. Thi en skolegut tænker ikke hele dagen paa, at han er skolegut; men hans drøm falder ind i den forestillingskreds, hvori han lever; naar sømanden drømmer ondt, saa er formen forlis og havsnød; naar bogtrykkeren plages af onde drømme, saa falder hele verden i fisk.
Men forsaavidt som det er vort vaagne tankeliv om dagen, som blir stoffet for vore drømme om natten, fastholder jeg den regel, at drømmen fortrinsvis opsøger udkanterne, men holder sig borte fra de egne, som er fuldt bearbeidede af dagens hjernevirksomhed.
Men udkanterne er mangfoldige, thi selv en almindelig dag af vort liv har paa saa utallige punkter rørt ved hjernen, at en streng paavisning af drømmens udspring snart viser sig umulig.
Det er nemlig ikke nok med at kontrollere — om man kunde det — alle de sanseindtryk, man modtager i dagens løb; et navn kan røre et minde, et billede, en lugt, en lyd er nok til at bringe en celle i hjernen til at vibrere. Og dernæst staar cellerne i rapport til hinanden — ikke blot ved indbyrdes lighed som hørende til samme art af kundskab o. lign.; men i selve hjernen gaar ideassociationerne som traade, vilkaarligt fra celle til celle forbindende ligt og uligt ved et fint spind, af hvilket mennesket selv kun er sig bevidst de groveste traade. Derfor kan en celle, som i dagens løb løsligt er bleven berørt, have overført vibreringen ved hjælp af en ideassociation til en ganske anden og uligeartet celle, som da til natten kommer og overrasker med en aldeles uforklarlig drøm.
