120
som P. A. Munchs Samlede Afhandlinger) kjender han ikke; hvis han havde kjendt den, maatte hele 1ste kapitel rigtignok være skrevet om. Forfatteren har foretrukket at udskrive Schøning, og han er ikke ræd for paa grundlag af ham endog at gjøre slutninger og opstille historiske hypotheser af den mest vidtrækkende art. Jeg skal nævne nogle.
Han udskriver fra Schøning eventyret om Finboge Rammes ophold paa Haalogaland (omkring aar 990), hvor det nævnes, at den norske sysselmand i Finmarken kommer seilende forbi Haalogaland, og paa grundlag af denne beretning — om hvis eventyrlige karakter han er lykkeligt uvidende — tilføier han, at denne sysselmand „er den første, hvorom det fortælles, at han tilsøs har indkrævet Finneskatten; dette beviser, at Søkysten (af Finmarken) dengang var beboet“. Som om det, at en mand fra Trondhjem reiser søveien til Finmarken, beviser noget om, hvorvidt finnerne der boede ved kysten eller tilfjelds! Og som om overhovedet et islandsk eventyr fra 14de aarhundrede kunde bevise noget om historiske eller geografiske forhold i det 10de!
Enhver vil have læst, at Harald Haarfagre udryddede smaakongerne i Norge. Hr. Magnus berigtiger dette for Finmarkens vedkommende. Han paastaar, at Finmarkens kyster paa Harald Haarfagres tider blev befolkede af nordmænd, og at her blev kongeriger oprettede, „og disse smaakonger vare undersaatter eller skatskyldige under Norges konger“, og at „langs kysten paa Sørøen, Ingø, Kjøllenæs, Kjølnæs og vistnok paa forskjellige steder paa Trinnis (Kolahalvøen) har der været smaakonger af norsk oprindelse, som har baaret navn af Finnekonger“. Vi andre ved ogsaa noget om en finnekonge, den Martin, som aar 1313 „kom til kong Haakon“; men at han var en af mange, og at baade han og de andre finnekonger var nordmænd, det er nyt. Desuden ved hr. Magnus meget mere om denne Martin; han fortæller, at Martin „i mange aar ej havde betalt skatten, hvorfor kong Haakon Magnusson i 1310 sendte Gissur Galle til Finmarken for at udkræve den. Gissur Galle havde Valtyr Pretta (!) med sig; de kom aaret efter tilbage med velforrettet ærinde. Martin drog 1313 selv villig til kong Haakon, som da var i Throndhjem, betalte hvad der endnu resterede af skatten og gjorde videre forsikring om troskab og lydighed.“ Noget af dette har hr. Magnus laant fra Schøning, som havde sat Gissur Galles reise til Finmarken i 1310 i forbindelse med finnekongen Martins ophold hos kongen i 1313, uagtet denne forbindelse er meget tvilsom; og tilnavnet „Pretta“ istedenfor „Prettepaals broder“ skyldes ogsaa Schøning, — hvilket imidlertid hr. Magnus ikke kan gjøre for, da han naturligvis ikke kan gaa til kilderne. Men en selvstændig theori af hr. Magnus er det, at finnekongen Martin var en nordmand, at han i mange aar ikke havde betalt skat, men forbedrede sig i 1313, og endelig at han døde i 1316. Beviset for Martins og de andre finnekongers norske
