119
verker, der findes herom i rigsarkivet og universitetsbibliotheket“, og at han „allerede havde gjennemseet og taget notitser fra henved 100 verker“ (om Finmarken). Naar han i samme aar opnaaede et reisestipendium paa 2000 kroner til arkivstudier i samme retning og nu (1889) udgiver en bog om Finmarken, burde man kunne vente, at en saa storartet samlerflid vilde give nye og gode resultater. Man havde efter hans egne ord ret til at fordre, at han kjendte den trykte literatur om Finmarken, at han kunde give korrekte uddrag af forskningens resultater, og det stod ialfald til at haabe, at hans arkivstudier havde bragt for dagen dokumenter af værdi til Finmarkens historie fra vore arkiver. Men gaar man med endog den ringeste af disse forudsætninger til hans bog, vil man blive sørgelig skuffet. Bogen giver ikke resultater af et virkeligt studium af det temmelig omfattende materiale, men er kun en sørgelig ukritisk og om stor ukyndighed vidnende kompilation af forlængst bekjendte og for største delen antikverede skrifter uden spor af kjendskab til kildeskrifter eller originale dokumenter.
Allerede paa bogens første sider røber forfatterens standpunkt sig. Man bliver underligt tilmode ved endnu i slutten af 19de aarhundrede at læse om „vore Forfædre Joterne eller Gotherne“, om Norges erobring ved Norr og Gorr „efter de ældste Sagn i Fundinn Noregs“, om Cuso, „som ved Christi Tider skal have været de Finners og Bjarmers Konge“, om at „paa Othins (!) tider (!) skal der have været en Konge i Finmarken ved Navn Snøkall“ (!) — kort sagt om gjengangere fra salig Schønings tider. Man skulde ikke tro det muligt — og dog er det virkeligt — at hr. Magnus har udskrevet den største del af sit 1ste kapitel (Finmarkens historie indtil begyndelsen af 14de aarhundrede) dels efter Schønings „forsøg til de nordiske landes gamle geografi — fra 1751 — dels efter samme forfatters „Norges Historie“ (fra 1771) og fra Jessens „Kongeriget Norge“ (fra 1763), uden tilsyneladende at have anelse om, at disse bøger, hvor godt og dygtigt arbeide de end var for 100 aar siden, nu ikke kan benyttes uden af dem, som har fuldt rede paa, hvad det følgende aarhundrede har frembragt i samme materie. Hr. Magnus synes at nære en hellig sky for at benytte skrifter fra nyere tider og undgaar helst at laane fra dem. Naar han saaledes skal benytte kong Alfreds skildring af nordlændingen Ottars reiser forbi Finmarken, vælger han naturligvis Rasks oversættelse (fra 1815), uagtet han selvfølgelig kunde finde en meget korrektere oversættelse i P. A. Munchs Norges Historie og derved vilde have undgaaet meget uheldige feil. Jeg har kun et eneste sted (s. 12) fundet, at hr. Magnus har laant noget fra P. A. Munchs Norges Historie; men der udskriver han naturligvis netop en feil, som enhver sagkyndig let kunde berigtige. Men P. A. Munchs grundlæggende afhandling om „Finmarkens politisk-commercielle Forhold til den norske Stat“ (siden 1874 trykt“ i et saavidt bekjendt verk
8*
