118
„Jeg vil gjerne give Coqueli mine penge,“ kom det stille fra Irma, — hvis det kan hjælpe noget. Jeg har jo mit piano ..“
„Jeg ogsaa,“ sagde Felicie borte fra kaminen, endnu stillere.
Moderen havde vendt sig mod vinduet.
En hane gol fra den anden ende af landsbyen.
Coquelicot aabnede døren og forsvandt uden et ord.
2.
En gul maanestrime havde sneget sig ind langs det nedrullede gardin i smaapigernes soveværelse ovenpaa og slikkede over Irmas sengedyne.
Hun var vaagen og laa og lyttede til en underlig indestængt higstende lyd borte fra krogen, hvor Coqueli sov. Det snøfted og pusted, saa saart, saa saart ..
Irma reiste sig i sengen og kég hen mod Felicie. Men hun sov.
„Coqueli ..? vovede hun sagte.
Det blev pludselig ganske stille, og Irma vilde lige til at slaa sig tilro. Men saa begyndte det paany, mere dæmpet, med suk og snøfting, — tungt og saart ...
„Er Du daarlig Coqueli —?“ Irma sad halvt aandeløs i sengen.
Som svar kom der blot en uforstaaelig mumlen.
„Er det noget, jeg skal hjælpe Dig med, Coqueli ..?“
„Nei .. tak. Det er bare saa ondt, saa ondt —“ og Coqueli hulkede, saa hjernen kunde briste.
Lidt efter hørte Irma, at hun stod op. Hun følte to varme nøgne arme om sin hals og to fugtige læber mod sit kind. „Saa ondt, saa ondt — for dere, Irma ...“
I maaneskinnet saa Irma Coquelicots dunkle skikkelse gjøre et korsets tegn over Felicie, inden hun atter listede hen til sengen i den mørke krog.
Erik Lie.
En uheldig statsunderstøttelse.
Aksel Magnus: Finmarken. Samlinger til Finmarkens Historie. Med et Kort. Kjøbenhavn 1889 (Gyldendal). 139 S. 8vo.
Forfatteren af det foreliggende arbeide udtalte i 1887 i en ansøgning til storthinget, at han til studium ar Finmarkens historiske og ethnografiske forhold „havde gjennemgaaet alle (!) de haandskrifter og
