en mønsterværdig analogi for den af ham foreslaaede forandring i det statsretslige forhold mellem England og Irland.
En detailleret indgaaen paa Gladstones home-rule-forslag vilde føre for vidt. Men jeg skal søge i muligste korthed at paapege hovedpunkterne i det.
Det irske parlament skulde bestaa af ialt 309 medlemmer, delt i to „stænder“.[1]
Den første „stand“ skulde for det første bestaa af Irlands pairer (d. e. de irske medlemmer af overhuset) og dernæst af 75 andre, der skulde vælges for 10 aar blandt mænd, der havde en aarlig indtægt af mindst 200 £ sterling. Stemmeberettigede paa disse repræsentanter skulde kun de være, der eiede eller brugte jord, der gav et aarligt nettoudbytte af mindst 25 £.
Den anden „stand“ skulde bestaa af 206 medlemmer, der skulde vælges i henhold til de almindelige gjældende valgbestemmelser.
De to „stænder" skulde sidde og forhandle i fællesskab. I regelen skulde de ogsaa votere sammen. Dog skulde de have ret til at votere hver for sig, og – i tilfælde af uenighed mellem dem – skulde den ene have et suspensivt veto paa 3 aar ligeoverfor den anden.
Det irske parlaments kompetence skulde omfatte alle de egentlig irske anliggender, forsaavidt de ikke direkte berørte det britiske riges almindelige interesse. Til de anliggender, der ifølge denne indskrænkning vilde komme til at ligge udenfor Dublin-parlamentets raadighed, henhørte navnlig alt, hvad der angik krig og fred og idetheletaget forholdet til fremmede magter, – uden post- og telegrafvæsenet, – told- og skattevæsenet, – mynt, maal og vægt etc. Endelig var det udtrykkelig forbudt det irske parlament at oprette nogen statskirke eller overhovedet at gjøre noget indgreb i den religiøse frihed.
Med hensyn til den exekutive myndighed saa skulde den idetheletaget være ordnet paa tilsvarende maade som i England. Majoritetens leder skulde af vicekongen paa suverænens vegne kaldes til at danne en regjering, der var ansvarlig for parlamentet. Dronningen (suverænen) skulde her – ligesom i det britiske parlament i London – have ret til absolut veto i alle
beslutninger, en ret, der skulde udøves af vicekongen, der idetheletaget skulde være at betragte som kronens repræsentant i Irland.
- ↑ Orders; altsaa ikke to „kammere“.
