til ledelsen af Whigpartiet, negtede at indtræde i et kabinet, der havde home-rule paa sit program. Chamberlain og George Trevelyan var vel ikke fra begyndelsen af lige stive. De overtog hver sin portefølje i det nye ministerium. Men de blev ikke staaende længe. Allerede marts maaned skilte de sig fra Gladstone. Og denne maatte rekonstruere sit kabinet med nye kræfter. Han lod sig imidlertid ikke rokke i sit forsæt, men vedblev ufortrødent at arbeide paa sit home-rule-forslag. Den 8de april 1886 var det færdigt og blev forelagt underhuset.
Ikke paa umindelige tider har det engelske parlament frembudt et saa animeret skue som hin dag. Forhandlingerne skulde — som skik og brug er i det engelske parlament — først finde sted om eftermiddagen. Men allerede kl. 6 om morgenen begyndte parlamentsmedlemmer at indfinde sig for at sikre sig plads. Det engelske underhus frembyder nemlig den for os paafaldende særegenhed, at det ikke afgiver tilstrækkelig plads for samtlige medlemmer. Det tæller 670 medlemmer. Der er siddepladse kun til lidt over halvdelen. I almindelighed forvolder dette forresten ikke nogen vanskelighed. Sagen er den, at de britiske parlamentsmedlemmer ikke opfatter sit hverv paa samme maade som f. ex. vore storthingsmænd, der sidder og maaber i storthinget over hvilkensomhelst sag, de ofte hverken har forstand paa eller interesse for. I det engelske parlament er gjennemsnitlig ikke mere end en fjerdedel af repræsentanterne tilstede; selv under behandlingen af store og vigtige sager sjelden mere end halvdelen. Men nævnte dag var der en iøinefaldende mangel paa plads. Flere parlamentsmedlemmer maatte staa; andre hjalp sig paa den maade, at de selv bragte stole med sig ind i salen.
Gamle Gladstone — han var dengang over 76 aar gl. — motiverede sit forslag i en tale, der varede i 3 timer og 25 minutter, og som er bleven betegnet som denne talekunstners mesterstykke. Efter i indledningen at have paapeget de forgjæves forsøg, England i dette aarhundrede havde gjort paa at besegle forbindelsen mellem de to lande, erklærede han som sin overbevisning, at England nu var bleven træt af beleiringstilstandens og tvangslovens politik ligeoverfor Irland. En ny og meget bedre udvei havde nu aabnet sig. Det var den, han stod i begreb at fremlægge for parlamentet: den at give Irland en egen lovgivende myndighed. Han gav derhos en udsigt over, hvorledes man i andre lande havde ordnet sig i lignende forholde. Han dvælede derunder specielt ved foreningen mellem Norge og Sverige, hvori han saa
