helt anden kant. Den nye beiler var Gladstone. Denne gamle statsmand, der i sit lange politiske liv har gjennemgaaet alle stadier fra den stiveste konservatisme til den videstgaaende radikalisme, havde allerede forsøgt mange maader at løse det irske spørgsmaal paa. Han havde snart i tyve aar holdt paa med irske reformarbeider. Han havde begyndt med de kirkelige forhold og havde ophævet den episkopale statskirke i Irland (1869.) Han havde derpaa givet sig ikast med landboreformer og havde i det øiemed taget flere skridt, det ene længere end det andet. Gladstones irske agrarlov af 1870 havde gjort de irske fæstebønder betydelige indrømmelser paa godsherrernes bekostning. Hans agrarlov af 1881 havde gaaet endnu adskillig videre i samme retning. Og dog — alt havde vist sig forgjæves. Det var klart og uimodsigeligt, at Gladstone ved sine landboreformer ikke havde naaet, hvad han havde villet: Irlands forsoning. Han erkjendte det og — kom til den overbevisning, at den vei, han hidtil havde fulgt, ikke førte til maalet, og at der for at naa dette ikke var andet fore end at gribe til det middel, som Parnell pegte paa: at skille Irlands lovgivende myndighed fra Englands m. a. o. at give Irland home-rule.[1]
Til at lede den gamle statsmand ud paa home-rule-banen bidrog derhos udentvil et andet moment. Det var dette, at det irske home-rule-parti under Parnells ledelse efterhaanden havde taget en saadan udvikling, at det var umuligt at lukke øjnene for, at det var en faktor af betydelig vægt. Og dette havde aldrig været saa aabenbart, som det blev under denne valgkampagne. Den ovenfor nævnte, i 1884 vedtagne udvidede valglov gav Parnelliterne nye kræfter. Det ene sæde efter det andet faldt i deres hænder, og alt tydede paa, at Parnell vilde gaa ud af valgkampagnen med en større styrke end nogensinde.
Intet under derfor, at han blev betragtet som et godt og ønskværdigt parti. Hans gamle inklination gik, som nævnt i retning af Toryerne. Han brød heller ikke med dem strax, efterat gamle Gladstone havde begyndt at optræde som beiler, men han vedblev at vedligeholde forhandlinger med deres repræsentant i Irland, lord Carnarvon. Det fortælles, at denne og Parnell havde
en sammenkomst, der havde et helt mysteriøst præg: iførte lange
- ↑ Gladstone har selv i en i 1886 udgiven brochure, betitlet „the Irish Question“ søgt at forklare den udviklingsgang, der ledede til hans omhandlede svingning i forholdet til det irske spørgsmaal.
