sammenslutning mellem Toryerne og Parnelliterne — skulde raade over en absolut majoritet af 48 stemmer.
Faa maaneder efter, nemlig den 13de mai 1885, bebudede Gladstone, at det var regjeringens hensigt at foreslaa fornyelse — ialfald en delvis — af den irske tvangslov. Forslaget derom blev opslaaet til forhandling i parlamentet den 11te juni næstefter. Det gladstonske ministerium skulde imidlertid ikke opleve den dag. Dets dødsdom blev fældet tre dage iforveien. Den 8de juni — under behandlingen af budgettet — kom regjeringen i; minoritet. Gladstone traadte af. Og et Toryministerium kom til roret. Marquien af Salisbury blev premierminister; lord Randolph Churchill overtog porteføljen som departementschef for Indien og blev tillige den faktiske leder af underhuset.[1] Sir William Dyke blev departementschef (chief secretary) for Irland.
Med dette ministerskifte indtraadte en forandring i regjeringens forhold til Irland. Den lod det af Gladstone forberedte tvangslovsforslag falde. Den udsaa til vicekonge (lord-lieutenant) i Irland lord Carnarvon, en mand, der var besjælet af den oprigtigste og øiensynligste vilje til at formilde stemningen i Irland. Kort, flere tegn tydede paa, at alliancen mellem det engelske Tory-parti og det irske home-rule-parti var beseglet.
Saaledes stod sagerne, da parlamentet af 1880 kom tilende[2] og valgkampagnen til de nye regulære parlamentsvalg begyndte. Parnells valgprogram var enkelt og klart. Han erklærede ligeud, at tiden var kommen, da det irske parti kun skulde, opstille en eneste artikel i sit valgprogram, og den artikel var: home-rule.
Toryerne begyndte at faa betænkeligheder, hvorvidt de længere kunde forsvare sit forhold til Parnelliterne. De var vistnok for diplomatiske til under valgkampagnen ligefrem at bryde med Parnell. Men de vogtede sig paa den anden side vel for at binde sig til hans home-rule-program. Uagtet direkte opfordret undveg lord Randolph Churchill at udtale sig om det irske home-rule-spørgsmaal. Det var øjensynligt, at han ønskede at se valgenes udfald, forinden der fattedes nogen endelig afgjørelse om, hvorvidt Tory-partiet skulde have at bryde med Parnelliterne eller ikke.
Medens Toryerne begyndte at lægge nogen kjølighed for
dagen i forholdet til Parnelliterne, fik disse en ny beiler fra en
