for et klækkeligt beløb. Ideen blev optaget og gjennemført med begeistring af irlænderne saavel i Europa som Amerika. Der indkom idethele ca. 38000 £ eller 700000 kroner, der blev overrakt ham ved en stor banket til hans ære i Dublin.
Det var i 1884. Samme aar blev der af parlamentet vedtaget en ny udarbeidet valglov. Den gjaldt alle de tre britiske riger, og var saaledes ikke nogen specielt irsk foranstaltning. Men at den i særegen grad angik Irland, skulde de snart paafølgende valg noksom afgive faktisk vidnesbyrd om gjennem en meget betragtelig tilvekst i Parnelliternes rækker.
Det manglede ikke paa dem i parlamentet, der forudsaa denne følge, — heller ikke paa dem, der af den grund forlangte, at Irland skulde stilles udenfor loven. Herom blev der fremsat forslag af Chaplin, et forslag, som navnlig med iver blev støttet af det irske godsherrepartis repræsentanter. Det faldt imidlertid fuldstændig, idet det kun opnaaede 137 stemmer ligeoverfor 332. Samme skjæbne havde et andet forslag, der gik ud paa at indskrænke antallet af Irlands parlamentsrepræsentanter fra 105 til 81.
Samtidig med at udsigterne ved den nævnte valglov bedredes for Parnelliterne i henseende til deres egen styrke, steg ogsaa deres aktier fra et andet synspunkt. Mellem Parnelliterne og det engelske Tory-parti havde der paa grundlag af det fælles fjendskab ligeoverfor det gladstonske ministerium udviklet sig et forhold, der efterhaanden havde antaget en alt mere og mere intim karakter. Paa Toryernes side var det navnlig den fremragende engelske politiker, lord Randolph Churchill, der arbejdede hen til en alliance mellem det konservative engelske parti og det irske home-rule-parti.
Imidlertid holdt det gladstonske ministerium stadig paa at tabe terræn saavel i parlamentet som i opinionen. Foruden de irske var det navnlig de udenrigske anliggender, specielt udviklingen af begivenhederne i Ægypten, der bidrog hertil. Den 27de februar 1885 kom sagen angaaende den populære krigshelt Gordon, der havde fundet et saa tragisk endeligt, fore i parlamentet, og det var med yderste nød — kun 14 stemmers majoritet — at ministeriet reddede sig ud af stormen. Man kan gjøre sig en forestilling om ministeriets deklination, naar man tager i betragtning, at Whig-partiet — d. e. det parti, som ministeriet støttede sig ti — talte i underhuset 360 stemmer, medens Tory-partiet kun talte 248 og det irske home-rule-parti 64 stemmer saaledes, at ministeriet altsaa nominelt — selv i tilfælde af
