Hopp til innhold

Side:Samtiden 1890.djvu/11

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Men en erindring eller en viljesanstrengelse formaar atter at bringe denne substans til at vibrere og afgive levninger af sin erhvervede kundskab — mere eller mindre klare, alt eftersom selve substansen var af god kvalitet eller den oprindelige piskning var mere eller mindre grundig.

Senere hen tager selve livet andre partier af hjernen under piskning, og efterhvert som vi udvikles, henlægges klat efter klat af det bearbeidede hjernestof til brug for vor vilje, til hvilesteder for vor erindring, og til tumleplads for vore drømmes fantastiske lege.

Hver enkelt dags hjernearbeide er en art piskning, om end et hverdagsmenneskes dagverk med hovedet ikke svarer meget til denne betegnelse. Derfor drømmer hellerikke normale og ensformigt arbeidende mennesker meget, og deres drømme flyder vagt henover de forskjellige partier af substansen med en vilkaarlighed, som synes at umuliggjøre enhver theori.

Men anderledes blir det, hvor et bestemt arbeide har udfyldt dagen, og især hvor en intens piskning af en liden del hjerne har fundet sted.

Lad os vende tilbage til manden, som havde mistet sin kone.

Den nye del af hans hjerne, som blev taget i brug ved hustruens død — eller om man heller vil tænke det saaledes: den del af hjernen, som nu blev ompisket fra at have indeholdt hans lykkelige besiddelse af hustruen til for fremtiden at bevare sorgen og savnet af hende, den blev i de første bitre dage saa grundigen udarbeidet, at saa snart søvnen tog magten, faldt den sammen i den hvile, som anstrengelsen normalt fordrer og medfører.

Men hele den øvrige del af hjernen havde i de samme dage ligget brak, og det tilogmed: den havde ikke ligget brak saaledes som under et tankeløst hverdagsarbeide. Men hjernen havde netop udfoldet en overordentlig energisk virksomhed paa et enkelt punkt, og derved var hele systemet bragt mere ilive. Og nu gik dagens almindelige indtryk mere end nogensinde upaaagtede gjennem mandens hoved, streifede tankeløst og uden energi de mange punkter i hans bevidsthed, som han til dagens arbeide og begivenheder havde brug for.

Nu er det, jeg forklarer mig hans urimelige drømme paa følgende maade:

Den del af hjernen, som dagens tankeliv fuldt ud har bearbeidet, vil i træthed synke sammen, — afkjøles i søvnen og ikke