Home-rule-bevægelsen i Irland.[1]
III. Parnell og Gladstone. Deres sammenstød og deres alliance.
Det vilde føre for vidt i nogen udførlighed at indgaa paa den kamp, som udspandt sig paa den politiske arena mellem de to britiske førere: Parnell og Gladstone. Vi maa indskrænke os til i al korthed at paapege stridens hovedmomenter.
De heftigste sammenstød fandt sted i aarene 1881—82. Gladstone var premierminister. Forster (der senere er død) var departementschef for de irske anliggender.[2] Parlamentet var traadt sammen 6. januar 1881. Den første betydelige sag, som blev det forelagt af regjeringen, var forslag om extraordinære tvangsforholdsregler ligeoverfor Irland. Lovforslaget var visselig ikke grebet ud af luften. Det havde sin sørgelige reelle baggrund i den lovløshedens tilstand, som raadede i Irland, og som ikke paa længe havde været saa ilde som netop det foregaaende aar d. e. 1880 — hvorom Forster fremlagde talende statistiske oplysninger i underhuset. Det var paa forhaand let at se, at regjeringen vilde faa medhold af parlamentet, og at al modstand fra det irske partis side vilde være forgjæves. Det eneste, Parnelliterne kunde gjøre, var at tage sin tilflugt til obstruktionstaktiken. Men selv dette vaaben var sløvet, idet underhuset, belært ved erfaringen fra slutningen af syvtiaarene,[3] nu havde sørget for at faa et nyt reglement, hvorved det blev muligt at sætte en stopper paa den systematiske obstruction. Imidlertid — Parnelliterne gjorde den brug af obstruktionsvaabnet, som de vare istand til. De trænerede debatten to dage og en nat. Saa blev der i henhold det nye til reglement sat „mundkurv“ paa dem. Parnelliterne reiste sig in corpore fra sine pladse og forlod salen, medens underhuset vedtog loven.
Ved denne sin fremgangsmaade havde Parnelliterne vel intet direkte vundet, men de havde ialfald opnaaet den ting at vække opmerksomhed i verden og bifald i Irland. Det var resultater, som maaske i endnu høiere grad blev opnaaet ved behandlingen af
