Om drømme.
I.
Der er især to ting ved drømmene, som altid har interesseret mig, og det er deres vilkaarlighed og deres saa forskjellige intensitet.
Man kan jo drømme det ubegribeligste vrøvl, hvis sammenhæng med hjernens bevidste arbeide synes ganske umulig. Og man kan glemme tusinde drømme for at huske fem-seks for hele livet med en sikkerhed, som var det oplevet.
Dengang min opmerksomhed blev vakt første gang for drømmenes vilkaarlighed, var jeg en gut paa tolv-tretten aar.
En mand, som havde mistet sin kone, sagde, mens jeg hørte paa det: „Er det dog ikke besynderligt med disse drømme! — Nu siger man jo, at om natten drømmer man om det, man har tænkt paa om dagen. Men nu er jeg mig bevidst, at hele den udslagne dag har jeg ikke tænkt paa andet end paa den afdøde — selv midt i dagens beskjæftigelser har hun intet øieblik været ude af min tanke; — og dog drømmer jeg om natten det argeste sludder, usammenhængende ting, aldrig det mindste om hende.“
Dette er blevet grundlaget for mine iagttagelser og for, hvad jeg — halvt for spøg — kalder en theori om drømme.
Forat forklare mig hjernen og dens virksomhed, bruger jeg en høist uvidenskabelig forestilling. Jeg tænker mig nemlig hjernen som en substans, der er forhaanden, og som ved erfaring og ved lærdom ligesom piskes op, bringes til at svulme — ligesom naar man slaar eggedosis.
Naar vi i den unge alder piskes op til at lære — for eksempel græsk og latin, saa svulmer den hjernesubstans, som derved tages i brug saa længe, indtil piskningen ophører, for senere at falde sammen til en mere eller mindre død klat.
