„Hvis Deres tid tillader det," sagde Ibsen på sin høflige måde, „vil jeg vise Dem noget interessant, som findes her lige i nærheden, et mærkeligt minde fra det gamle Rom.“
Vi gik sammen gjennem korsoen, forbi kaféen, hvor Ibsen pleied at sidde, og kom til Colonnapladsen. Jeg tænkte på, hvor elskværdigt det var af Ibsen for min skyld at ofre en af sine gamle, kjære vaner. Så nåed vi gjennem den korte og trange gade „Via de bergamoschi“ en større plads.
Det var „Piazza di pietra“.
„Nu er vi ved målet,“ sagde Ibsen. „Se Dem om!“
Pladsen lå tom og solbelyst, i morgensolens muntre glans; kun et par bønder i nationaldragt drev forbi. På tre sider af den var almindelige husrækker, men ligeoverfor mig reiste sig ensomt en stor facade i ruiner.
Ved nærmere betragtning fandt jeg at det var en række gamle søiler, der for ikke at falde om, var støttet af murværk, som forbandt dem. Men disse søiler med sine korintiske kapitæler var så storladne og skjøntformede, at de selv her, i det på kunstskatte så rige Rom, måtte vække opmærksomhed og beundring.
Ibsen fortalte mig da, at denne bygning, som romerne havde benyttet som børslokale og som de fremdeles kaldte „Dogana di terra", udgjorde resterne af det berømte Neptuns tempel, bygget af Agrippa for over to tusen år siden. Begge betragted vi med andagt de mægtige søiler, hvis hvide Carrara-marmor
