Ved bordet bad jeg Ibsen om at give mig en definition på at digte.
Ibsen betragted mig hvast over guldbrillerne.
„At digte er at se,“ svared han lakonisk.[1]
Hvor ofte har jeg senere tænkt på disse Ibsens ord, ikke mindst, når jeg læste arbeider af forfattere, der hovedsagelig lader sig bære af fantasien, uden at have øie for den virkelighed, som fra alle sider ombruser dem!
Den anden gang, Ibsen tjente mig som cicerone, var i Rom i 1881.
En frisk vinterdag med nordenvind — Tramontana som italienerne kalder det — og en blå himmel uden skyer. Solen skinnede uden at varme.
I korsoen mødte jeg Ibsen, han gik som sædvanlig med en alvorlig mine og høitidelige, afmålte skridt. Efter min beregning var han på veien til sin stamkafé, hvor han hver formiddag pleied at studere aviserne.
Som sædvanlig vilde jeg undgå Ibsen for ikke at gribe forstyrrende ind i hans tankegang — jeg vidste jo at Ibsen altid arbeided, det vil sige altid digted, hjemme som på spaserture — men han havde allerede fået kig på mig og med et smil stansed han.
Han spurgte mig hvad jeg bestilte på for øjeblikket, om jeg så meget af det gamle Rom. Jeg svared,
at jeg mest sad hjemme og skrev.
- ↑ I „Rimbrevet kalder han også digteren Johan Ludvig Heiberg for seeren — „den store seer“.
