opfanger lyden, tror også at hun uafbrudt gør spørgsmål — og det er dette, sammen med sprogets uskønhed, som gør østlandsdialekten så ubrugelig på scenen.»
Jeg sad netop og samled mod til at fortælle en liden, uartig historie fra Bergen, da jeg så noget, der fik mig til forskrækket at holde inde og sætte fra mig toddyglasset, som jeg vilde tage en slurk af.
Det var synet af Sigurd oppe i veien. Han var i den slemme overgangsalder, hvor man kun tænker på spilopper . . . Hvad havde han nu for? Noget vilde der ské, det aned jeg. Han var så uhyggelig oprømt.
Ganske rigtigt! Et stykke bag ham gik fruerne, som han lod til at vise vei, med stramme miner . . . Nu var de ganske nær vort skjulested . . . Jeg syntes de hvisked noget om «mandlig egoisme» — eller var det blot min indbildning?
Der har vi damerne! råbte jeg advarende — og flytted uvilkårligt mit toddyglas, så det faldt mindre i øinene.
Damerne stod stille et øieblik og så på os. De nød scenen, lod det til. Og der var noget hånligt og triumferende i deres blik — noget, der gav mig lyst til at krybe under bordet . . . Var ikke jeg igrunden den egentlige forbryder?
Ægtemændene fik en brødefuld mine og stak de rødmende næser dybere ned i plaidet. Kun Grieg bevarede fatningen. Han havde nemlig ingen kone at gøre
