han bar på hodet, førte han med sig en chapeaubas — og denne måtte nu gøre tjeneste. Til alt held var han alene i kupéen. Chapeaubas’en kasted han så ud af kupévinduet.
Men den stakkers poet havde i forvirringen glemt en liden ting, at han havde mærket chapeaubas’en med sit visitkort. Og så fulgte det artige efterspil. Toget stanser endelig ved den by, hvor Schønborn hører hjemme og alle kender ham, fuld af værdighed stiger han ud på perronen, men idetsamme styrter schaffneren imod ham, og overrækker ham med et ærbødigt buk, sandsynligvis i håb om klækkelige drikkepenge, den mishandlede chapeaubas, som man havde fundet på sporet.
Schønborn blev rasende og nægted i sin første opbrusen at være hattens eiermand. Hvordan historien egentlig endte, skal lades usagt. Vi har al grund til at tro, at æsthetikeren i sit raseri tilslut slynged hatten lige i fjæset på den ærlige schaffner. —
— Samtalen gled videre, fra det burleske til det alvorlige eller muntre. Professor Dietrichson bragte os teaternyt hjemmefra — og så begyndte vi at snakke om vore skuespillere. Da jeg undred mig over, at de fleste sceniske kunstnere kom fra Bergen og at der var så få fra det østlige Norge, sagde Ibsen.
«Den østlandske dialekt passer så lidet for scenen, det er sagen . . . Hør f. eks. på en Kristianiadame! Hun taler ensformigt og træet, men mod sætningens slutning hæver hun altid stemmen som til et spørgsmål. Og en fremmed, som ikke forstår sproget, men kun
