— —— — — —— .— —
is I
—
D KT STJAALNE HUS
— Jeg mener, om De kjender dem saa godt, at De straks vilde opdage det, om nogen Fremmed forstak sig blandt de øvrige Arbeidere
Bygmesteren saa udover den store Flok, som fventede, hvåd der nu vilde kømme, og svarede:
— þet kunde vel være vánsleeligt kanskee.
Detektiven havde faaet den mær kelige Tanke: Hvad om Ryer havde foretaget en af sine berømte lynsnare Ømklædninger og nu simpeithen befandt sig biandt de andre Arbeidere. slige Arbeidere skiftede jo ofte. Nye køm stadig ti.
Men hvorledes skulde han i en Fart faa bragt det paa det Rene.
Bygmesteren forstod, hvad han mente, og sagde:
— jeg kan jo foretage Navneopraab. Jeg har Navnene inde i mine Bøger. Men det vil tage lidt Tid.
— Saa har jeg en bedre Plan, tektiven. Han
udbrød De raabte til Arbeiderne, at de samtlige
skulde stille sig op paa én Linje.
Han paasaa omlyggelig, skulkede
undda.
Endelig stod Arbeiderne som Soldater paa en lang Linje.
Og nu gjorde Knut Gribb, hvad Marskalk Lannes havde gjort foran Slaget ved Jena, da han havde faaet Mistlanke om, at der var en som fransk Soldat forklædt østerrigsk Spion i 6te Korps.
Lannes havde stillet Korpset op paa en Linje og sagt til sine Soldater:
— Hver og en ser paa sin Sidemand, om han kjender ham.
Straks efter blev der raabt etsteds i Geledet.
MHer er en vi ikke kjender.
Det var Spionen.
at ingen
Saaledes gjorde ogsaa Knut Gribb.
Hver og en al Arbeiderne saa paa sin Sidemand.
— Er der nogen fremmed! spurgte Gribb spændt.
— Nei, blev der svaret, vi kjender hverandre allesammen.
Detektiven sukkede skuffet og meddelte Bygmesteren, at Arbeidet kunde gjenoptages.
Men Posterne blev ikke inddraget. Hvis Thomas Ryer havde forstukket sig et eller andet ukjendt Sted og han skulde forsøge paa at undkomme, vilde han straks bli grebet.
Politimanden nedlagde et strengt Forbud moód at nogen Fremmed foreløbig skulde faa Adgang til Tomten.
l betydelig nedtrykt Sindsstemning over det lille Uheld, begav han sig derefter paa Vei til „Kammerherren“s Privatbolig.
fler traf lian sin Kollega Harald Brede, som han i faa Ord satte ind i, hvad der var hændt nede paa Arbeidspiadsei.
Brede fortalte, at han havde fundet den Gravør, hos livem Thomas Ryer havde kjobt Dørpladen.
flan havde bestilt den for noget over fjorten Dage siden og betalte den ekstra godt, for at faa den hurtigere færdig.
Hos Gravøren optraadte iian soøni den fine Kammerherre og Aristokrat.
Han hentede selv Pladen, da han gik fra sit „Kontor“, og afslog Gravørens Tilbud oni at lade Pladen sende med en af Forretningens Visergutter.
Det var alle de Oplysninger, man kunde faa paa den Kant, og det var i Sandhed ikke meget.
— Men har De fundet noget i Leiligheden? spurgte Knut Gribb.
— Nei, ikke det allerringeste. Thomas Ryer lar forstaaet paa Forhaand at bringe alt det af Veien, som kunde lede paa Spor efter ham og tale imod ham, jeg har faaet fat i Grossererens Stuepige, som medens hendes Herskab er ude og reiser, bor hos sin Familie paa Vaalerengen.
— Nuvel, og hvad siger Pigen?
— Hun paastaar, at alt som findes i Leiligheden, hører Grosseren til.
De to Detektiver gik gjennem flere flot møblerede Stuer, som talte tydeligt om Eierens fine Smag og Rigdom. Inde i Soveværelset traf de Tjenestepigen. Hun var ordentlig opskjørtet over det store Indryk af Politimænd.
Knut Gribb bad hende fortælle, hvordan „Kammerherren“ var kommet i Besiddelse af Leiligheden, og hun fortalte da, at han var kommet op til Grossereren etpar Aftener før denne med Familie skulde reise, og anmodet om at faa leie hans Bolig i Grossererens Fravær.
Dette havde Grossereren intet imod, især da han syntes, at „Kammerherren“ var en meget fin Mand — han kunde jo ikke ane, at han var falsk — og da „Kammerherren“ i Samtalens Løb anhragte, at en fælles Ven, forhenværende Statsraad
