æ — M
DET STAALNE HUS 13
—
hilste Kammerherren paa flere af Arbeiderne og Arbeidsformændene. Af alle blev han enten tituleret som Kammerherre eller som Expeditionschef.
Næste Dag udbetalte jeg Kammerherren Pengene og fik Papirerne underskrevet.
Han maatte jo ha Pengene straks og Thinglæsning og lignende Formalia mente vi begge kunde ordnes efterpaa.
Jeg lagde tyve Tusen Kroner kontant i hans Haand, Herr Detektiv. Og naar jeg nu tænker paa i hvilken Haand jeg lagde disse Penge, da er jeg nærved at besvime af Ærgrelse.
Overretssagføreren tørrede sit sveddryppende, rødblussede Ansigt og saa haabløst paa Politimanden.
— Gaa videre, bad Knut Gribb, Deres Historie interesserer mig virkelig overordentlig.
— Jeg blev i Kristiania endnu i to Dage, fortsatte Øvergaard, for at ordne det formelle vedrørende Affæren. Da opdaget jeg, at der i Papirerne var en liden Feil, ganske ubetydelig forresten, en Skrivfeil, saavidt jeg husker, og jeg begav mig paavei til Kammerherren for at faa Feilen rettet.
Jeg ringte paa, men ingen kom og lukkede op.
Saa ringte jeg paa i Etagen under Kammerherrens og spurgte om de vidste, naar han kom hjem.
Nei, det vidste de ikke, for Kammerherren pleiet bestandig at være hjemme paa denne Tid.
Om han ikke havde nogen Tjenestefolk, nogen Pige 2
Nei, det havde han ikke. Kammerherren opholdt sig bare midlertidig i Forretningsanliggende i Kristiania. Han spiste paa Restauranterne.
Anden Besked kunde jeg ikke faa og det var der jo ikke det allermindste foruroligende i.
Men saa tænkte jeg: Kanske er Kammerherren paa Arbeidspladsen for at se til sin Gaards Opførelse Du kan muligens træffe ham der.
Jeg gik da ned til Bogstadveien, traf Bygmesteren, som straks kjendte mig igjen, og spurgte efter Gaardens Eier.
— Gaardens Eier, sagde Bygmesteren forundret, De mener naturligvis Aktieselskabet.
— Vrøvl, svarede jeg, jeg mener naturligvis Kammerherre Christie.
Da knipsede Bygmesteren i mumlede:
— Jassaa, er det Christie han heder.
Fingrene og
— wær — — —
Jeg troede Fyren gjorde Nar af mig og sagde derfor temmelig hvast til ham:
— De maa da vel kjende Navnet paa Gaardens Eier.
Bygmesteren stirrede helt vildt paa mig.
— Mener De Kammerherren? spurgte han.
— Sgu mener jeg Kammerherren, svarede jeg, hva ellers.
— Mener De den fine gamle Herre, som De var ifølge med for tre Dage siden 2
— Jovist, jovist. Jeg har laant ham tyve Tusen Kroner paa Gaarden.
Da strakte Bygmesteren Himlen og udbrød:
— Nei, du store Kineser. Dette er utroligste, jeg har oplevet i mit Liv.
Begribelivis fik jeg nu en Anelse om Sammenhængen. Jeg tænker jeg har seet net ud i det Øieblik. Bygmesteren fortalte, at Kammerherren aldeles ikke var Eier af Gaarden, de kjendte ham blot fra at han havde gaaet forbi Arbeidsstedet hver Dag i de sidste Par Uger.
Jeg ilede tilbage til Kammerherrens Privatbolig. Jeg kimede paa som en gal, men naturligvis kom der ikke en levende Sjæl og lukkede op.
Saa forhørte jeg mig paany hos de andre Leieboere og fik nu bragt paa det Rene, at ikke engang Leiligheden var Kammerherrens. Han havde bare leiet den i møbleret Stand af en Grosserer, som fortiden med hele sin Familie er paa Udenlandsreise.
Det stod nu klart for mig, at jeg simpelthen var taget ved Næsen af en fræk Svindler.
Dette er min Historie, Herr Detektiv, og nu beder jeg Dem om at bistaa mig.
Jeg er velholdende, saa jeg kan til Nød bære et Tab paa 20,000 Kroner uden at bli bragt til Betlerstaven, endskjønt det er et meget betragteligt Beløb.
Men hvis jeg kommer tilbage til min By og fortæller denne Historie, saa frygter jeg for, at der er mange som vil trække paa Skuldrene og smile vantro. Hm. De ved, Sagførerne i Smaabyerne har jo ikke noget godt Ord paa sig.
Det er altsaa af største Betydning for mig, at Fyren knibes.
Detektiven havde ved den sidste Del af Sagførerens Fortælling reist sig fra sin Plads og gaaet hen til Vinduet, hvor han blev staaende tankefuld
sine Fingre mod
det
