Y — æ — — — —
DET ST9AALNE HUS 11
herren havde sagt „Greierne“. Et saa vulgært Ord havde han dog aldrig benyttet.
Herren med Guldbrillerne nikkede. Bygmestenærmede sig og hilste ærbødigt. Kammerherren sagde:
— Ja, De behøver ikke at følge med, Hendriksen.
Med et lidt spøgefuldt Smil lagde han til:
— Jeg er jo ligesaa godt kjendt som De. Det er Bygmester Hendriksen, præsenterte han, det er Overretssagfører Øvergaard fra Smaalenene.
— Vi skal se paa Tegningerne Deres siden, Hendriksen, sagde Kammerherren, vil De være saa elskværdig at lægge dem frem.
— Javel, Hr. Kammerherre.
ren
Kammerherren tog sin Ledsager gemytlig under
Armen og saa spadserte de ind i Bygningen.
Det var paafaldende, hvordan Overretssagføreren besaa alt med Interesse og det var ganske mærkeligt, hvordan Kammerherren kunde forklare.
Enkelte Ytringer blev tilfældigvis opfattet af.
forbipasserende Arbeidere, som forundret sig over, at Kammerherren, naar det kom til Stykket, slet ikke var saa usagkyndig alligevel.
kammerherren undlod ikke at tiltale flere, særlig Arbeidsformændene med Venlighed. Han spurgte dem gjerne om et eller andet, hvordan det stod til og lignende. Nogle svarede da:
— Tak, godt, Hr. Kammerherre.
Andre sagde:
— Tak, udmærket, Hr. Ekspeditionschef. Overretssagføreren lod ikke til at være nogen elskværdig Mand. Han talte i en forretningsmæssig
Tone, men behandlede Kammerherren med udsøgt Høflighed.
De to Herrers Gjennemgaaelse af Bygningen tog over etpar Timer.
Da de kom ned paa Tomten igjen, spurgte Kammerherren om ikke Sagføreren ønskede at se Tegningerne og Overslagene, men Sagføreren svarede, at det var ganske unødvendigt.
Med en venlig Hilsen til Bygmesteren og de tilstedeværende Arbeidere forlod Kammerherren og hans Ven Byggestedet.
Kammerherren var overalt blit mødt med Heflighed og Tjenestvillighed. Man kunde ikke
ha været mere opmærksom mod selve Eieren af Gaarden.
Klokken tre ventede Arbeiderne at faa se
— ——
Kammerherren komme tilbage fra sit Kontor, men for første Gang udeblev han.
Det var derfor lidt Nysgjerrighed med i Spillet, da Bygmesteren næste Morgen syv Minutter før ni tittede ud af sit Breddeskur.
Men Kammerherren indfandt sig ikke. Hans Udeblivelse vakte endog Opmærksomhed blandt Arbeiderne.
Da han heller ikke den næste Morgen indfandt sig, sporedes en almindelig Forundring. Var den elskværdige gamle Mand blit syg? Havde han flyttet til en anden Kant af Byen⁹
Endelig ud paa Formiddagen den tredie Dag kom Kammerherrens Ven, Overretssagfører Øverland fra Smaalenene.
Han gik hen til Bygmesteren og spurgte efter Kammerherren.
Men Bygmesteren svarede, som sandt var, at man ikke havde seet det mindste til ham i de sidste tre Dage.
Da kom sagføreren til at nævne noget, henkaste en ligegyldig Sætning.
Men denne ligegyldige Sætning bevirkede, at zygmesteren stirrede paa ham i allerhøieste Grad forbauset.
— Hvad er det De siger raabte Bygmesteren, gjentag det én Gang til, er De snil. Jeg maa ikke ha hørt ret?
Sagføreren gjentog hvad han havde sagt, noget forundret over den andens Udbrud.
Da slog Bygmesteren Hænderne sammen og raabte saa høit, at det kunde høres langt væk:
— Nei, du store Kineser. Dette er dog det utroligste, jeg har oplevet i mit Liv.
Sagføreren greb ham hurtig i Armen, saa paa
ham og blev bleg som Døden.
4. KAPITEL.
Sagførerens Fortæiling.
Vi vender nu tilbage til Scenen paa Opdagelseskontoret, som er beskrevet i Begyndelsen af andet Kapitel.
Den Herre, som blev lukket ind i KristianiaDetektiven Knut Gribbs Kontor, var ingen anden end Sagfører Øvergaard fra Smaalenene, — Ekspeditionschef, kammerherre C. F. P. Christies Ven.
