10 DET STJAALNE HUS
— Hr. Ekspeditionschefen er ogsaa Kammerherre
— Ja. Men da stiller jeg som en ufravigelig Betingelse, at De, min kjære Ven, ikke optager Deres kostbare Tid med at følge os rundt, saaledes som De har fulgt mig idag.
— Aa, hvad det angaar - —
— Nei, nei, ingen Indsigelse, det er virkelig en ufravigelig Betingelse.
— Kammerherrens Ønske skal bli respekteret.
— Tak, det er meget venligt af dem, min gode Mand. Saa haaber jeg at min Ven og jeg er velkommen.
— Hr. Eksp Hr. altid velkommen.
— Tak, tak. Farvel.
— Farvel.
Og Kammerherren trippede forsigtig over Pytterne for ikke at tilsøle sine glinsende Laksko.
Han maatte ha taget sig fri fra sit Kontor idag, for han gik ikke nedover. Han gik den samme Vei tilbage, som han var kommet.
Da han var gaaet fremover Gaden i nogle Minutter svingede han tilvenstre.
Han stansede udenfor et prægtigt fire-etages Beboelseshus, kastede et Blik paa sit Ur, og gik derefter ind i Huset.
Da han var kommet til anden Etage, trak han en Nøgle frem af sin Vestelomme.
paa Entredøren stod der et Messingskilt, gulnet af Ælde og Fornemhed.,
Messingskiltet bar denne Inskription i gammeldagse, snirklede Bogstaver:
Kammerherren er
C. F. P. Christie.
Ekspeditionschef, Kammerherre.
Den gamle Herre laaste Døren op og traadte ind i en elegant møbleret Leilighed.
Da han var kommet indenfor og havde stængt Døren efter sig, forsvandt pludselig det ældede Udtryk i hans Ansigt og hans Duknakkethed forsvandt og gav Plads for ungdommelig Flasticitet.
Han gik hen foran Speilet, slog Hænderne sammen og begyndte at le, en rungende, overgiven Latter, som ljomede gjennem Stuen.
Men om Aftenen, da Arbeiderne
—,; —
til sin Lønning hver fik en liden Del af Ekspeditionschefens Gratiale, blev der megen Glæde blandt dem.
Samtidig fik de vide, at Ekspeditionschefen ogsaa var Kammerherre.
De besluttede at besætte en nærliggende større Restauration og øde Kammerherrens Penge.
Den generøse Givers Skaal blev drukket under Begeistring. Der hersket en almindelig Mening om, at de gamle, aristokratiske Gentlemænd, deres latterlige, nedladende Væsen tiltrods, dog var nogle Pokkers Karle Og denne var vist af rette Sorten, Ekspeditionschef og kammerherre — —
Før Arbeiderne skiltes, følte de sig overbevist om, at han var Storkors af St. Olaf, en nær Ven af Kongehuset og kanske forhenværende Ministerchef.
— Men hvad heder han? var der en som spurgte.
— Ja, hvad heder han²
Arbeiderne saa studsende paa hinanden.
Nei, det var der ingen som vidste. Men han maatte være af ældgammel Adel. Det var iallefald en pudsig Fyr. Kom han igjen mon?
Han kom igjen.
Mandagen efter gik Ekspeditionschefen som sædvanlig til sit Kontor præcis Klokken syv Minutter før ni. „Uret“ havde gjenoptaget sin Virksomhed. —
Tirsdag gik han ogsaa forbi til bestemt Tid.
Men Onsdag stod han udenfor igjen og ved hans Side stod en Mand, som hverken Bygmesteren eller nogen af Arbeiderne mindedes at have seet før.
Det var en tykfalden, velklædt, lidt bevægelig udseende Herre med Guldbriller.
Bygmesteren tænkte straks, da han fik se de to sammen:
— se der har vi da tydelig nok den gamle og den nye tid. Hvilken Forskjel er der ikke paa den fine, korrekte aristokratiske Kammerherre og den kjøbmandsmæssig udseende, noget rødsprængt Herre ved hans Side. Kunde denne være hans Ven, som han havde talt om sidst. Jo, det maatte være det, for nu sagde Kammerherren til sin Ledsager:
— Ja, min kjære Ven, skal vi saa se paa Greierne.
Det gav et lidet Sæt i Bygmesteren. Kammer-
