DETVY STJAALNE HUS 3
— Forheørene er sku ofte det værste, sagde han, men pyt, nogle bittelille Timer, og saa er det hele over. I Strafanstalten fik han det i Grunden bra, han var borte fra alverdens Bekymringer, og naar han saa kom ud derfra, var han jo endda en ung Mand, som kunde begynde paa et nyt Liv. Et nyt og hæderligt Liv, lagde Ryer til.
Klokken 9 skulde han stilles overfor Forhørsdommeren.
Fra Fængslet maatte Fangerne, naar de skulde forhøres, spadserede over en aaben Gaardsplads for at komme ind i Retsbygningen.
Alle Fanger blev selvfølgelig paa denne Vandring ledsaget af Vogteren.
Fem Minutter før 9 stillet Vogteren i Thomas Ryers Celle.
Ryer klaget over Hovedpine, og da han hørte at han skulde over Gaardspladsen, bad han om at faa laane en varm Lue.
— Ved den mindste Frysning, sagde han, blir jeg overfaldt af den heftigste Hovedpine.
Vogteren svarede, at der ikke var Anledning til at skafte ham nogen varm Lue nu.
— Ja, saa maa jeg nøie mig med min egen stive Hat, bemærkede Ryer.
Vogteren tyggede lidt paa dette. Ryer greb sig til Hovedet, og der gik et Drag af virkelig Smerte henover hans Ansigt.
— Fangerne fremstilles bestandig barhovedet, mumlede Vogteren.
— Ja, men der er dog en Bestemmelse, soni siger, at saalænge indtil Dom er falden, skal man ikke tage det saa nøie med en liden Villighed.
— Neivel, saa skal jeg hente Deres Hat.
Vogteren gik hen i Effektafdelingen og hentede Storforbryderens Hat.
Det var en ganske almindelig rund Hat. Et
Mærke inde i Pullen viste, at den var kjøbt i Paris.
Thomas Ryer takkede for Vogterens Villighed og satte Hatten paa Hovedet.
Saa gik han med Fangevogteren ved sin Side ud af Cellen og ned gjennem Fængselstrapperne.
De kom ned i det aabne Gaardsrum.
Dette Gaardsrum var omgit af mange Meter heie steile Mure, og det skulde synes umuligt for nogensomhelst at undkomme herfra.
Alligevel bemærkede Thomas Ryer en Politi mand, som stod henne ved Muren og bemærkede ethvert af hans Skridt.
Denne Politimand var Harald Brede.
Thomas Ryer smilte ved sig selv.
— Saa rædde er de for mig, tænkte han, at de ikke engang føler sig trygge ved sine egne uoverstigelige Mure.
Han kom ind i Politikammerbygningen med Vogteren ved sin Side.
For at naa over i den Del af Bygningen, hvor Retslokalerne fandtes, maatte de skraa over en Hal.
I Døren til denne Hal stod en ny Politimand og vogtede paa Thomas Ryers Skridt.
Det var Knut Gribb.
Der drog en Rykning gjennem Storforbryderen, men han gik rank og stolt forbi Detektiven, tilsyneladende uden at ofre ham et Blik.
Fra Hallen kom de ind i en Korridor, og først da den tunge massive Dør til denne Korridor havde lukket sig efter dem, følte Gribb sig nogenlunde tryg for Fangen.
Thomas Ryer saa sig undersøgende om i Korridoren. Han kjendte Lokaliteterne fra før.
Han vidste, at den Dør dernede førte ind til det Retslokale, hvor Forhøret over ham om nogle Minutter skulde begynde.
De to Døre, som han havde paa høire Haand, førte ud til Politifunktionærernes Kontorer.
Langs Væggen tilvenstre løb en bred Træbænk og her sad forskjellige Fanger og ventede paa „Tur“.
For hver Fange var der en Vogter.
Lyset faldt ind i Korridoren fra et stort Midtvindu. Dette Midtvindu, som forøvrigt laa tem melig høit oppe, var formelig spækket med Jerntremmer.
Ved Døren, som førte ind til Korridoren og
som Ryer netop var kommet ind af, stod to Kjæmper af Konstabler Vagt.
Hvem kunde tænke paa Flugt fra et saadant Sted”
Det lod heller ikke til at Thomas Ryer havde den mindste Tanke paa Undvigelse.
Derimod havde han atter Tanke for det lille Barn i Berlin.
Han spurgte hviskende Vogteren: — Hvor er det Politiassistenten har sit Kontor?
Ryer vidste det godt, men han spurgte dog alligevel
