Det stjaalne Hus.
1. KAPITEL.
Flugten.
Den 18de Oktober om Eftermiddagen lykkedes det endelig de to flinke Sporhunde Knut Gribb og Harald Brede at arrestere den bekjendte Forbryder Thomas Ryer.
Detektiverne fakkede ham i Moss efterat han havde begaaet et overordentlig dristigt Juveltyveri i „Hotel Europa“ i Kristiania.)
Thomas Ryer og hans Hjælperske Italienerinden Marinetta, hvis Arrestation samtidig fandt Sted, blev transporteret til Kristiania i Detektivernes Extratog. Begge var belagt med Haandjern.
Etpar Dage efter skulde Thomas Ryer føres fra Fængslet til Retsbygningen.
I Cellen opførte Thomas Ryer sig overordentlig stille og beskedent.
Han samtalte gjerne med sine Vogtere og Fængselspræsten, som to Gange besøgte ham.
Efter hans Udtalelser at dømme saa det nu endelig ud til at han resignerede.
Han vilde tage sin Straf med Værdighed, sagde han til Præsten, og begynde et nyt Liv efterpaa.
Præsten, som var ung, ivrig og ny i Embedet, smigrede sig med, at hans Indflydelse paa den saa sørgelig berømte Fange havde været merkbar. Et godt Frø var nu nedlagt o. s. v.
Det var noget som særlig lod til at trykke
- ) Om dette Tyveri og de nærmere Omstændigheder
ved Thomas Ryers Arrestation kan man læse i Bind 2 af disse Portællinger, „Den Dødes værelse«.
L. og S. III.
Thomas Ryer. Eftermiddagen før han skulde i Forhør betroede han sig til en Fangevogter, og Vogteren kunde ikke lade være at høre medlidende paa. Den drevne Forbryder vidste at kunne give en Historie rørende tilbedste.
Han fortalte, at han havde et Barn i Berlin, en liden Pige paa fire Aar, som var i Pleie hos en gammel Dame.
Ryer fortalte saa vemodsfuldt om dette Barn, at den gamle Fangevogter fik Taarer i Øinene.
— Det vilde berolige ham overordentlig, sagde Thomas, hvis han kunde faa underrettet Konen om Situationen. Hans lille Barn maatte ikke tro ham død.
— De kunde jo sende et Telegram, sagde Fangevogteren.
— Ja, udbrød Ryer, det kunde jeg. besørge et saadamt Telegram for mig?
Men da blev Fangevogteren betænkelig og svarede, at det kunde han ikke, forinden han havde indhentet Tilladelse hos sine Foresatte.
— Nei naturligvis, bemærkede Ryer, det var ikke hans Mening at forlede ham til at gjøre noget galt. Men hvem kunde gi Tilladelse dertil?
Fangevogteren tænkte paa sine nærmeste Foresatte og svarede:
— Det kunde vel muligens en af Politiassistenterne.
— Ja, naturligvis, svarede Ryer, det hele er jo ganske uskyldig, et Telegram angaaende et lidet Barn. Der var intet iveien for at baade Assistenterne og Detektiverne maatte se Telegrammet. Der
stak intet hemmeligt under. Forøvrigt, lagde han A
Vilde De
