og den høitstaaende Udlænding kunde Politiet ikke komme videre.
Derimod blev der fattet Bestemmelse om, at Ryer skulde forlade norsk Grund inden 12 Timer.
Sine Kunstsager og rørlige Værdier forøvrig kunde han faa sendt efter sig.
Men to Politibetjente skulde følge ham i de Timer han havde Lov til at opholde sig i Kristiania, og de skulde ledsage ham til Gøteborg, hvorefter han fik Lov til at seile sin egen Sjø. Men selvfølgelig skulde det kontinentale Politi underrettes om hans Bevægelser.
Ryer var naturligvis mere end glad over at slippe for saa godt Kjøb.
Den eneste, som ikke var videre fornøiet med Ordningen var i Grunden Knut Gribb. Og det hjalp ikke det ringeste, at han samme Dag fra den mægtige Gesandt fik sendende et lidet fløielsbetrukket Skrin med en funklende Gjenstand i.
Han havde en Følelse af, at Kristiania ikke var færdig med Thomas Ryer; en Antagelse, hvis Rigtighed han senere lik Bekræftelse for.
Og hvad han selv personlig angik, havde Ryers Optræden mod ham i Blikke og Gebærder været præget af det mest indædte Had.
Knut Gribb skjønte, at naar han igjen fik et Sammenstød med Thomas Ryer — og han var ikke den Mand, som skræmtes ved Tanken paa et saadant — da vilde dette Sammenstød bli voldsomt. Da vilde det muligens gjælde Liv eller Død.
Knut behandlede til Gjengjæld Ryer meget overlegent og erindrede ham stadig om at han var under Opsigt af Politiet og maatte udføre dettes Befalinger.
Men Thomas Ryer tog Haanen med Ro og gjengjældte den.
Han paastod, at Gribh ganske tilfældig havde faaet et Indblik i Affæren og at det var en ligegyldig Avisnotis som havde hjulpet ham.
Han benyttede Dagen til at ordne forskjellige private Papirer, pakke sine Kunstsamlinger ned og afgjøre sine Smaaregninger.
— Jeg skal nemlig sige Dem, sagde han til de Politimænd, som fulgte ham fra Værelse til Yærelse og som ikke kunde lade være at smile, da han sendte Bud efter sine Skrædder- og Skomagerregninger — jeg skal nemlig si Dem, sagde han, jeg er en ærlig Mand og yderst paapasselig i Pengesager. Hvad det angaar, saa taaler jeg ikke Uefterrettelighed.
Da endelig alt var færdig, Kufferterne pakket og sendt til Stationen og der kun manglede en halv Time til Udenlandstogets Afgang, fandt Ryer frem et Fotografi af sig selv, hvor han stod i en interessant Stilling med korslagte Arme og Øinene skuende frem for sig.
Paa Bagsiden af dette skrev han: „Til Hans Høihed Baron D. med Hilsen og Tak
f r a
T h o m a s R y e r.“
Han konvolutterte Fotografiet, skrev udenpaa og paa Veien ned til Jernbanestationen puttede han Brevet i en Postkasse.
Knut Gribb ventede paa Perronen.
Da Thomas Ryer traadte ind under Stationstaget havde Storforbryderen gjenvundet hele sin gamle Aandsnærværelse og sikre næsten arrogante Fremtræden.
Da han fik se Knut Gribb, gik han hen til ham, stirrede ham frækt ind i Ansigtet og sagde:
— Skal jeg da aldrig slippe at se Dem, Herr Politimand.
— Jeg er kommet for at se Dem vel afgaarde, svarede Gribb koldt. Gjentagende Thomas Ryers egne Ord fra forleden lagde han til:
— Jeg siger ikke paa Gjensyn.
— De kan være aldeles overbevist om, bemærkede Ryer med sin klare rolige Stemme, at et eventuelt Gjensyn ikke vil bli behageligt for Politiet.
Knut Gribb, som ærgrede sig over den andens harcellerende Tone, rakte begge sine Hænder frem.
— Tal ikke saa ilde om Politiet, sagde han, jeg synes ikke De bør glemme, at det var disse almindelige, ærlige Politinæver, som skruede Haandjernene paa Dem for nogle Timer siden. Ryer trak Hansken over sin venstre Haands fine, aristokratiske Fingre, hvor en Diamantring
