og raske, min Herre. Vi har havt en interessant Oplevelse. Og jeg for min Del har lært at tage mig iagt. Hvad ellers? Saa er der intet mere. Lad Fyrene løbe.
— Det kan jeg ikke; det blir i saa Fald Rettens Sag. Nu har Politiet gjort sin Pligt.
Baaden lagde til ved Bygdø Søbads Brygge.
Ryer havde med synlig Interesse hørt paa den sidste Del af Samtalen.
Nu sagde han pludselig:
— Hans Høihed har Ret, dette blir en forfærdelig Skandale. Den kommer sandsynligvis til at koste et Menneskeliv.
— Et Menneskeliv! raabte Knut og Baronen samtidig, hvad mener De?
Thomas Ryer lo.
— Har De da glemt Deres kjære Ven, Motormanden Karl Adolf Boman? spurgte han.
— Nei, svarede Knut, tvertimod. Nu slaar snart hans Befrielses Time.
— De tar feil, svarede Ryer, der er kun en eneste Mand som kan udfri ham.
— Hvem skulde det være?
— Jeg, svarede Ryer, for det er bare jeg som ved hvor han er. Naturligvis maa han engang findes, men da frygter jeg for at han er død. Han er nemlig dennegang saa stærkt bedøvet, at han maa vækkes.
— De er en Djævel, hvisket Knut Gribb, men De skal ikke længe faa Anledning til at triumfere.
— Hvorfor ikke, tør jeg spørge.
— Fordi alle Politiets Sporhunde er i Bevægelse for at finde Motormandens Skjulested.
— Ah, dette herlige Politi!
— Vær ikke saa overlegen, min kjære Ryer, sagde Knut, kjender De Haandjernene, min kjære Herre, det er dog Politiet, som har sat dem paa.
Ryer saa paa ham, men svarede ikke.
Lige før Baronen steg iland, sagde han, henvendt til Knut:
— Behold Arrestanterne her saa længe, saa skal jeg nærmere konferere med Myndighederne om, hvad der er at gjøre.
Knut Gribb bukkede taust.
Han forstod, at Baronen vilde henvende sig til sit Lands mægtige Gesandt.
Det gik som han havde tænkt.
Hans Høihed henvendte sig til Gesandten.
Denne gik igjen til de norske Myndigheder.
Det gjalt for enhver Pris at faa reddet Baronens Navn fra Skandalen. Man skjønte, at naar Historien kom ud, saa vilde Hans Høihed ubarmhjertig blive latterliggjort for hele Europas Øine. Og saa gjalt det at stanse Skandalen.
Desuden var jo egentlig intet hændt udover de to Overfald paa den ganske uskyldige Karl Adolf Boman. Hvis han forlangte Tiltale, maatte naturligvis Retten gaa sin Gang, men der kunde da være Tale om at udelukke Bortførelseshistorien og Pengeafpressingen.
Baronen forlangte bare, at Sagen for enhver Pris skulde neddysses. Han fremstillet det hele som en romantisk, nærmest spøgefuld Historie.
Det saa ud som om Thomas Ryer i sin fænomenale Snedighed havde beregnet det hele, for han morede sig kosteligt, medens Forhandlingerne gik sin Gang og han laa lænket med Haandjern ombord i den lille Fjorddamper.
Omsider blev alle Parter tilfredsstillet saaledes:
Thomas Ryer opgav, hvor Motormanden Karl Adolf Boman holdtes skjult.
Der blev øieblikkelig sendt Konstabler til den opgivne Adresse — et Sted i Nærheden af Byen — og man fandt Boman liggende i en tom Leilighed.
Motormanden var blit bedøvet i den stjaalne Vogn.
Denne Vogn var kjørt til en af Ryers mange Leiligheder i Byen og under Paaskud af, at Boman var besvimet paa Gaden, blev han bragt op i Leiligheden.
Herfra blev han kjørt videre om Natten til en tom Husmandsstue udenfor Byen.
Motormanden anede absolut ikke, hvor han var henne, da Konstablerne kom og vækkede ham.
Han følte sig lidt mat efter den lange Bedøvelse, men havde ellers ikke lidt nogen Overlast. Da han modtog en forholdsvis vel aflønnet Stilling af Baron D. og yderligere en smuk Pengegave for sit udviste Forhold, havde Boman ikke de ringeste Betænkeligheder ved at lade Sagen for sit vedkommende falde.
Da der saaledes ikke forelaa Anmeldelse fra nogen af de to fornærmede Parter, Motormanden
