Endelig hørte han Baron D.s tørre ligesom rustne Latter.
— Det er godt, tænkte han, Baronen lader til at være koldblodig, det har han Fordel af i en Situation som denne.
— Jeg raaber om Hjælp, sagde Baronen.
Der indtraadte igjen en Stilhed og Gribb hørte Lyden af en Revolver, som blev spændt. Det maatte være Thomas Ryers Revolver.
Det lader De nok pent være, svarede Storforbryderen, jeg kan meddele Dem, at baade Kapteinen her og Mandskabet er mine Tjenere og adlyder mig blindt. Og desuden, hvis De larmer alt formeget, saa skyder jeg.
— Hahaha, dette er en fin Historie. Jo I er nogle nette Hallunker!
— Herr Baron.
— Røverpak! hvæsede Baronen.
— Hører Du ham, Charlie, sagde Thomas haanende henvendt til sin blaaøiede Ledsager, fin Fyr, pen Opdragelse.
Charlie lo tvungent: Hele Eventyret tiltalte ham tydeligvis ikke, men han maatte jo spille med, saalænge Ryer førte an.
— Elendige Pengeafpressere! raabte Baronen.
— I Sandhed dannet Konversation, fortsatte Ryer i samme haanende Toneart. Han stod og fingrede med Revolveren,
— Det glæder mig, fortsatte han, at Deres Høihed ikke har Revolver med. Jeg har hørt, at De skal være en af den gamle Verdens bedste Pistolskyttere.
— Hvor vil De egentlig hen? spurgte Baronen.
— Kapteinen har sine Ordres at gaa efter.
— Jeg har for Øieblikket omtrent et hundrede Pund paa mig, sagde Hans Høihed, De faar yderligere en Anvisning paa 200 Pund og saa vender De Stævnen mod Bygdø.
— Og Herr Baronen henvender sig til den første, den bedste Konstabel.
— Nei, svarede Baronen hvast, det gjør jeg ikke. Jeg ønsker ikke Skandale og Avisskriveri. Gudbevares, naar man faar vide, at jeg er bortført af Pengeafpressere — det blir jo en hel Verdensskandale. Jeg ønsker ikke at bli til Latter, min Herre. De har mit Æresord paa, at jeg ikke skal gjøre noget yderligere Skridt, hvis de gaar ind paa mit Tilbud,
— Uantageligt, svarede Ryer.
— Vel, jeg siger fire hundrede Pund.
— Lumpne Skillinger, sagde Ryer, det er ikke saameget som halve Bryderiet er værd, langt mindre den uhyre Resiko.
— Hvormeget forlanger De da?
— Jeg har foreløbig tænkt fem tusen Pund i Løsepenge. Deres Højhed er jo en af Englands rigeste Mænd.
— Slyngel!
— Godt, saa siger vi seks Tusen.
— Det faar Dere aldrig af mig.
— Det har vi heller ikke tænkt, Deres Højhed, Men Deres Høiheds Slægtninge vil nok gjerne betale det og mere til, for at faa Dem tilbage igjen. Vi fører Dem nu til et sikkert Skjulested Herr Baron, hvorfra vi agter at proklamere, at ethvert Forsøg paa at udfri Dem uvægerlig vil komme til at hidføre Deres Død. Og hvis Deres høie Slægtninge skulde nøle alt for længe, har vi jo Anledhing til af sende dem en af Deres Fingre, nydelig afhugget og sat paa Spiritus. Tror De ikke det vil fremskynde Sagens Afslutning en Smule?
— De er virkelig en stor Forbryder, mumlede Baronen forfærdet og imponeret paa samme Tid. De er i Sandhed moden for Galgen.
— Jeg sætter Pris paa Deres Høiheds Komplimenter.
— Skurk.
— Nei, hør paa ham Charlie, Fin Gut, hvad. Nu er det nok paa Tide at gi ham en liden Klap. Frem med Sandposen Charlie!
Nu var det rette Øieblik kommet for Detektiven til at gribe ind.
Hurtig som en Panter sprang han frem fra sit Skjul og affyrede et Skud.
Han havde holdt Øie med, hvor de to Skurke opholdt sig i Salonen og kunde derfor straks med en Browningrevolver i hver Haand holde de to Forbrydere i Schach.
Den blaaøiede tumlede skrækslagen tilbage. Ja, selv Thomas Ryer tabte et Øjeblik Fatningen, da han stirrede ind i Detektivens Revolverløb og hørte Knut Gribb sige:
— Spillet er tabt, Thomas Ryer.
