Sandet havde Opdageren paa Cyclen strøet efter sig for at retlede de efterfølgende Detektiver.
— Skal jeg kjøre, saalænge Stregen varer? spurgte Kusken, en ung, ivrig Vognmandsgut, — han synes dette tegnede til at bli en herlig Sport
— Saa længe Stregen varer, svarede Gribb nede fra Vognen.
Vognmanden spyttede energisk i Næverne og smeisede paa Hesten, som fór afsted i en Fart der absolut ikke var i Overensstemmelse med Byens Vedtægter. Men Vognmanden vidste, hvem han havde den Ære at kjøre, og han smilte fornøiet, da han ved Bygdø Allé bemærkede en Konstabel som noterede ham for ulovlig hurtig Kjørsel. Konstablen bemærkede ikke i Farten, at Knut Gribb sad i Vognen.
Det saa næsten ud som om den gule Streg ikke vilde tage Slut. Vognen kom langt udenfor Bygrænsen og fremdeles blandede det gule Sand sig med det hvide Veistøv i en tynd Stribe. Underveis fik Detektiven Anledning til at sætte paa sig et falskt Skjæg og en Paryk, saaledes at han som nu kjørte i Vognen ikke længer var den bekjendte Kristiania-Detektiv Knut Gribb, men en gammel, duknakket, rødnæset Herre, som tydeligvis var paa Vei til sit Landsted. Gribb var en Mester i denslags lynsnare Forklædninger.
I Nærheden af Lysakerfjorden mødte han Thomas Ryers Vogn.
Ryer kjørte i en let, gummihjulet Victoria. Den store Forbryder sad alene, tilbagelænet i Hynderne og lot Røgen fra sin Havanna drive ud i Luften. Han bemærkede ikke engang den gamle Herre, som kjørte forbi ham og Knut Gribb stansede ikke.
Et Øieblik efter mødte han Cyclisten. Heller ikke denne Politimand, som var vandt til at omgaaes ham daglig vilde ha gjenkjendt han, hvis ikke Gribb havde git ham et hurtigt Tegn, — en aftalt Bevægelse, som Kristiania-Detektiverne benyttede sig af i Situationer, hvor de maatte være forklædte.
Cyclisten bremsede, men Gribb raabte bare:
— Følg ham!
Og kjørte videre.
Vognen fulgte den gule Sandstribe helt til Landhandlerbutikken paa Lysaker.
Inde i Butikken fik Detektiven rede paa, at Ryer — Herren i Victoriavognen, som han kaldte ham — havde talt med Føreren paa et lidet Dampskib, som havde sin Station derude. Føreren hed Davidsen og Dampskibet „Flink“. Han boede i et af Husene i Nærheden af Landhandlergaarden.
Detektiven bankede paa hos Kapteinen og traf ham hjemme.
Da Gribb var blit alene med Kapteinen begyndte han uden videre til dennes uudsigelige Forbauselse at gjøre Toilette. Nu, da Ryer havde passeret ham kunde han ikke længer ha Brug for det falske Skjæg og Parykken.
Kapteinen troede han havde med en gal Mand at bestille og vilde kaste ham paa Dør, men da Gribb leende viste ham sit Politiskilt, fik Piben snart en anden Lyd.
Gribb gjorde ham opmærksom paa, at han var paa Sporet efter en Forbryder og at denne Forbryder ikke var nogen anden end den mørke Herre, som var kommet kjørende herud i Victoriavogn og som netop havde aflagt ham et Besøg.
— Mener De Thomas Ryer, raabte Kapteinen forskrækket, den eleganteste Herre som gaar i Kristiania?
— Ham og ingen anden, svarede Detektiven, han er mistænkt for røverisk Overfald. Hvad vilde han hos Dem?
— Han vilde saamen leie min Baad.
— Den lille Damper „Flink“?
— Ja.
Kapteinen ledte ham hen til Vinduet og pegte ud mod Sjøen, hvor en liden hvid fintbygget Dampbaad laa og manøvrerede.
— Baaden er nemlig meget pen med Salon og denslags, fortsatte Kapteinen, saa jeg ofte faar leiet den ud til sluttede Selskaber, som vil have en liden forfriskende Sjøtur i Sommervarmen. Thomas Ryer har leiet den før sammen med nogle Venner.
— Naar skal han bruge Baaden? spurgte Detektiven.
— Han har bestilt den til imorgen Formiddag Klokken 9. Han kommer da kjørende herud med tre Venner.
— Og hvor skal han reise hen?
— Indover Fjorden et Stykke, formodentlig til sit Landsted.
— Har han et Landsted i Fjorden?
— Ja, i Bundefjorden. Det er en liden Sæterhytte, som han har bygget inde i Skogen.
