— Han gik ud Klokken 6, saasnart han havde faaet Deres Bud.
— Mit Bud, mumlede Detektiven. Han følte, at han begyndte at bli angst. Han havde ikke sendt noget Bud.
6. KAPITEL.
Lysningen.
Det var ligesom Konen læste hans Tanker. Hun begyndte at græde og lagde sit Hoved opgit ned paa Bordpladen.
— Saa har han igjen faldt i Hænderne paa disse onde Mennesker, raabte hun, jeg forstaar ikke dette. Han har jo aldrig gjort nogen Fortræd.
Knut Gribb trøstede hende.
— Tag det bare med Ro, sagde han, Deres Mand kan ikke være langt borte og selv om han atter er kommet ud for disse Mennesker, saa vover de ikke at gjøre ham noget ondt. Hvem var det, som bragte Budet?
— Det var en uniformeret Konstabel.
— Hvorledes saa han ud?
— Det kunde jeg ikke se saa nøie, da han blev staaende i Skyggen ude i Gangen.
— Men han sagde, at han kom fra mig?
— Ja, jeg tog selv imod Budet. Han skulde hilse fra Knut Gribb og bede min Mand straks komme til ham.
— Og Deres Mand gik uden videre?
— Ja, hvad skulde han gjøre. Han kunde jo ikke tvile, naar der kom en Konstabel. Desuden sagde han ligefør han gik: Klokken 6, det stemmer, sagde han, Gribb mente han havde Brug for mig ved fem-seks Tiden.
Gribb erindrede nu, hvad han havde sagt til Boman, da han skiltes fra ham paa Sporvognsholdepladsen. Dette maatte en eller anden af Ryers Folk have hørt og benyttet sig af.
— Min Mand kjørte, bemærkede Konen.
— Saa De Vognen?
— Nei, men jeg hørte gjennem det aabentstaaende Kjøkkenvindu, at min Mand sagde til Konstablen, idet de gik over Gaardspladsen: Jassaa, har De Vogn, det er udmærket.
Knut Gribb forstod, at der nu ikke var et Minut at tabe, hvis det skulde lykkes ham at forhindre den Forbrydelse, som han var overbevist om laa bag disse gjentagne Attentater paa den stakkels uskyldige Arbeidsmand:
For at berolige Konen, sagde han til hende, da han gik: — Jeg lover Dem, at Deres Mand skal være velbeholden tilbage inden Midnat.
Men han var ikke selv saa forhaabningsfuld, da han efter Besøget i Portnerboligen hurtig gik nedover Gaden. Han maatte stanse et Øieblik og gjentage for sig selv:
— Motormanden borte! Sporløst forsvunden! Du store Gud, hvorledes skal jeg dog komme tilbunds i dette?
Spionerne! Han maatte forhøre sig om Thomas Ryers Bevægelser.
I Løbet af nogle faa Minutter havde han tilbagelagt Veien ned til Hansteens Gade.
Han standsede udenfor Butikken, hvor den langhaarede „fine“ Skiltmaler netop var ifærd med at pakke sine Malergreier sammen.
— Færdig? spurgte Gribb nervøst.
— Ja, svarede den forklædte Politimand, Thomas Ryer er gaaet ud.
— Netop nu?
— Nei, for ca. fem Minutter siden. Han kjørte udover Drammensveien. Cyclisten følger efter ham.
Politimanden pegte paa Kjørebanen og Knut Gribbs skarpe Øine opdagede straks en svag Stribe gult Sand, der laa som en tynd Streg gjennem hele Gaden saa langt han kunde øine.
— Udmærket! raabte Gribb, løb øieblikkelig efter en Vogn.
„Skiltmaleren“ kastede øjeblikkelig sine Malergrejer fra sig i en Fart og forsvandt om Hjørnet paa Jagt efter en Vogn.
Spion Nr. 2, Gartneren, kom nu tilstede.
Gribb gav ham Ordre til øieblikkelig at slippe hele det ledige Detektivkorps paa Byens Vognmænd for at faa Rede paa, hvem der havde kjørt Motormanden og hvorhen han var bragt.
— Udfri ham for enhver Pris, sagde Gribb, brug Revolvere, hvis det skulde være nødvendig. Jeg følger imidlertid efter Ryer. Samlingssted Opdagelseskontøret Klokken 12.
Han sprang op i Vognen, som nu var kommet tilstede og befalte Kusken at kjøre efter den gule Sandstreg, han kunde se midt i Gaden, saa hurtig som Remmer og Tøi kunde holde.
