for nogetsomhelst, naar det gjælder hans Interesser. Har i Paris været mistænkt for Delagtighed i Mord, Aktiesvindel, Falskspil- og Spioneri. Lépine.“
Det var et voldsomt Synderegister, som den verdensberømte Chef for Opdagelsespolitiet i Paris her paaførte Thomas Ryer. Det faldt Gribb vanskelig at tænke sig den elegante, sikre Herre i Hanstens Gade som en ret og slet Svindler. Gribb maatte smile ved sig selv ved Tanken paa Ryers Optræden. Han var dog for gammel en Politiræv til at lade sig bløffe af den andens Fløilsjakke og Silketøfler.
Klokken blev imidlertid syv, og da Gribb ifølge den trufne Aftale ikke kunde vente Meldinger fra de udsendte Detektiver før Klokken halv ni, besluttede han at spadsere ud til Affærens oprindelige Hovedperson, Motormanden Karl Adolf Boman. Muligens han kunde faa Tæften af et eller andet Spor i dennes Hjem. Det kunde ofte være de allermindste og ubetydeligste Omstændigheder som ledede til store Opdagelser. Detektiven nedlagde paa Politistationen Meddelelse om hvor han gik hen, og da det var vakkert Veir og han intet havde at forsømme, spadserte han istedetfor at kjøre, som han ellers plejede, naar han var ude og fartede i „Affærer“.
Boman havde forinden han skiltes fra Detektiven givet denne sin Adresse. Han boede i Portnerboligen i en Gaard paa Byens Vestkant.
Gribb kom derud ved halv ottetiden. Det var ham ikke vanskelig at finde frem til Portnerboligen. Boman havde sit Navn kunstfærdig udskaaret i et Messingskilt udenpaa Døren,
Han bankede paa og en venlig Kvindestemme svarede „kom ind“.
Han kom først ind i et oplyst Kjøkken, hvor det formelig skinnet af Orden og Renslighed. Bomans Hustru — Detektiven forstod, at det maatte være hende — sad paa en Stol ved Skorstenen og syede paa noget Tøj. En Kobberkaffekjedel stod paa Komfuren blankpudset og glinsende og putrede festligt, I Døren ind til Stuen skimtede han to lyslokkede Barnehoveder, en Gut i Konfirmationsalderen og en noget yngre Jentunge.
— Det er Bomans Hustru, formoder jeg? spurgte Detektiven.
Konen reiste sig og svarede ja. Hun lagde Tøiet til side og bad Detektiven gaa ind i Stuen. Børnene blev skjøvet ud i Kjøkkenet og Døren lukket efter dem.
Stuen bar Præg af hjemlig Hygge, der var pent og net og Detektiven fik idetheletaget Indtryk af, af en stræbsom, bra Familie holdt til her.
— Deres Mand er ikke tilstede ser jeg, bemærkede Gribb.
— Nei, svarede Hustruen, men jeg venter ham hvert Øjeblik, Han er ude i et vigtigt Erinde. Han sagde, at hvis han ikke kom tilbage til Klokken otte, saa skulde han sende Bud. Nu er vist Klokken snart otte.
— Den er noget over halv, svarede Detektiven og saa paa sit Uhr, jeg vil tillade mig at vente saa længe, hvis De ikke har noget imod det, Jeg vil svært gjerne tale med Deres Mand.
Konen bød ham en Stol og han tog Plads.
— Jeg kommer i Anledning den Sagen, De nok ved, fortsatte Gribb. Deres Mand har nok været udsat for et slemt Overfald, men det vil ikke vare længe nu, før de frække Overfaldsmænd er tat ved Vingebenet.
— De hører maaske til Politiet? spurgte Konen.
— Ja, svarede Gribb smilende. Han tænkte, at Boman ikke havde omtalt ham, saa han fandt det unødvendigt at nævne sit Navn.
— De er maaske en Ven af Detektiven?
— Hvilken Detektiv mener De? spurgte Gribb.
— Jeg mener den Herre, som min Mand har henvendt sig til. Knut Gribb, heder han vistnok.
— Men kjære, det er jo mig. Mit Navn er Knut Gribb.
Om et Skud pludselig var blit affyret inde i den fredelige Stue, kunde ikke Konen ha blit mere forskrækket end hun nu blev ved Detektivens ligegyldig henkastede Ord.
Hun stirrede fortumlet paa Gribb og raabte:
— De! Er det Dem? Ak, nei det kan ikke være muligt.
Gribb reiste sig.
— Hvis det er Dem, fortsatte Konen, hvordan kan De saa komme her og spørge efter min Mand.
Gribb følte sig ved hendes første Udbrud en Smule forvirret. Men nu stod det pludselig klart for ham, hvad her maatte være hændt.
— Hvorlænge er det siden Deres Mand gik ud? spurgte han alvorlig.
