— Herr Thomas Ryer; jeg forstaar, at De agter at spille den uskyldige, men det skal ikke lykkes Dem. De mistænkes for røverisk Overfald paa en stakkels Arbeidsmand, som tilfældigvis havde nogle Penge i sin Besiddelse,
— Røverisk Overfald? spurgte Ryer fuldkommen ligegyldig, hvormeget skal jeg da ha stjaalet?
— Vedkommende havde to tusen Kroner paa sig. Det var hans Principals Penge.
— To tusen Kroner, gjentog Ryer og skyggede med Haanden for et svagt Gjæsp, tør jeg udbede mig denne Mands Navn?
— Karl Johan Boman, mekanisk Arbeider.
— Ak, nu forstaar jeg: Det var altsaa den Mand, som stirrede saa uforskammet paa mig i Sporvognen.
— Det var ham, som sad ligeoverfor Dem. Han kjendte Dem igjen. Han tør sværge paa, at De er den Mand som overfaldt ham.
— Virkelig, Tør jeg videre udbede mig Forklaring paa, hvordan dette Overfald er foregaaet.
— Med Fornøielse, svarede Gribb, endskjønt De naturligvis kjender Sagen ligesaagodt som jeg. Gjennem mine omhyggelige Undersøgelser (her briskede Gribb sig voldsomt) har jeg bragt alle Enkeltheder paa det Rene og jeg kan fortælle Dem fra først til sidst, hvordan De har baaret Dem ad.
Thomas Ryer nikkede interesseret og Gribb fremstillet nu med alle Detaljer Motormandens mærkelige Historie. Men han lagde til Fabelen om de 2000 Kroner, som Boman heldigvis havde skjult i Strømpelæggen.
— Altsaa, sagde Ryer, da Detektiven var færdig med sin Fortælling, disse 2000 Kroner skal det tiltrods for det dristige Overfald ikke være lykkedes mig at komme i Besiddelse af?
— Nei, paa Grund af heldig tilstødende Omstændigheder, men det gjør jo ikke Historien mindre kjedelig for Dem.
Ryer bøjede sig fremover og spurgte:
— Tror De virkelig, at jeg har villet stjæle to tusen Kroner?
Nu var det netop Knut Gribb om at gjøre at faa Ryer overbevist om, at han, Detektiven, havde den Opfatning, og han svarede derfor, idet han smilte spydigt:
— Politiet sidder inde med visse Oplysninger om Dem, Herr Ryer:
— Bah, dette latterlige Politi —
Ryer var virkelig blit oprigtig heftig, men han tog sig straks i det og fortsatte.
— Jeg er en Verdensmand. Jeg lar mig altsaa ikke fornærme.
— De har i dette halve Aar, De nu har opholdt Dem her i Byen, levet paa en temmelig stor Fod og brugt mange Penge.
— Men det maa da iallefald bli min egen Sag.
— Javel, men samtidig med at De bosatte Dem her i Byen, fik vi en Melding fra Pariserpolitiet, som kort og godt gik ud paa, at vi burde holde Øie med Dem og særlig passe paa, hvor De fik Deres Indtægter fra. De forstaar altsaa, at det ikke er uden Grund vi ser Dem paa Fingrene.
— De tror altsaa virkelig —
— Ja, jeg tror, indtil De kan skaffe mig Bevis for det modsatte.
Bedrog Gribb sig — eller gik der ikke et Streif af Tilfredshed over Ryers Ansigt? Havde det lykkes ham at føre den snedige Forbryder paa Vildspor?
Ryer reiste sig, tog gemytlig Detektiven under Armen og sagde:
— Nu skal jeg vise Dem noget.
Han gik nogle Skridt fremover og stansede foran en Marmorstatuette.
— En nydelig, fin liden Ting, sagde han, — den koster mig tre Tusen Lire. Den er fra Italien.
Han pegte paa et Maleri, som i en pragtfuld Ramme hang paa Væggen.
— Det er af Zorn, sagde han, jeg kjøbte det for syv Maaneder siden af en Kunsthandler i Gøteborg. Det koster mig saamæn fire Tusen, otte hundrede.
Han gik videre fra Kunstverk til Kunstverk og nævnte den Pris, han havde betalt for hvert enkelt Stykke. Da han havde gjennemvandret hele Leiligheden trak han en liden Skuffe ud i sit vakre, i sjeldne Træsorter udskaarne Skrivebord. Her fandt han frem en Checkbog paa Centralbanken:
— Ved at udskrive en af disse Checker, sagde han, kan jeg naarsomhelst hæve — lad mig ta et Beløb — syv-otte Tusen Kroner. Altsaa det firedobbelte af den Sum, De nævnte nys i saa mærkelig en Forbindelse. Ønsker De at se Bevis derpaa?
— Nei, hvorfor det? indvendte Gribb, som nu spilte den synlig forvirrede.
— Hvad synes De saa om min Kunstsamling? spurgte Ryer, tror De virkelig, at jeg som giver
