— Skriv, sagde Dragen; for sig selv mumlede hun noget om „frække Mandfolk“.
Gribb tog Plads ved et Bord og begyndte at rable noget paa et Papir. Hans Hjerne arbeidede med det Problem, hvorledes han skulde bli Dragen kvit, saa han i et Minut eller to kunde opnaa at være alene i Værelset.
Pludselig kvakk han i. En Portiere blev raskt trukket tilside foran ham, Gribb reiste sig hurtig.
Der stod jo den Mand han søgte. Den høie, mørke Herre var i fuldstændig Dandy-Formiddagsdragt: Iført en liden rød Fløielsjaket, blaa Silketøfler paa Benene. Han stirrede alvorligt paa Detektiven og denne fór uvilkaarlig sammen ved at se ind i hans mørke, haarde Øine:
Herren sagde:
— Mit Navn er Thomas Ryer, hvormed kan jeg være til Tjeneste, Herr Detektiv?
5. KAPITEL,
En fuldendt Gentleman.
Knut Gribb vilde svare, men han blev afbrudt af Dragen, som høilydt kremtede forarget over Ryers pludselige tilsynekomst, hvorved hun jo blev desaueret.
Ryer vendte sig mod hende og bukkede som en fuldendt Gentleman. Men der var en Smule Ironi i hans Stemme, da han sagde:
— Mylady, vil De være saa elskværdig at lade os alene. Jeg har noget at tale med denne Herre om.
Dragen vraltede surmulende ud af Døren og lukkede den sint med et Smeld.
Thomas Ryer smilte.
— Det er min Husholderske, sagde han, jeg haaber De undskylder hende idag. Hun er i slet Lune, fordi jeg har fundet at burde udtale mig nedsættende om en Postei, som hun ellers er en Mester i at lave:
Knut Gribb, som var taknemlig over denne lille huslige Scene, der gav ham Anledning til at samle sine Tanker, slog øieblikkelig ind paa den samme flotte Jargon, som Thomas Ryer.
— Selvfølgelig undskylder jeg Deres Husholderskes Optrærden, sagde han, og jeg kan saa levende sætte mig ind i Deres Ærgrelse over den mislykkede Postei.
— Jeg taaler hende ogsaa kun for denne hendes Posteis Skyld, fortsatte Ryer, hun har dér virkelig en Specialitet, som sætter hende høit blandt Kvinder i mine Øine, Mylady er opdraget i Frankrig og har faaet Opskriften af Louis Philips Hofkok.
Knut Gribb fortsatte uden at blunke dette henrivende Vrøvl.
— Hvor De maa være lykkelig, sagde han, som naarsomhelst har Anledning til at nyde en saadan Postei.
— Ja, jeg er ogsaa lykkelig, svarede Ryer. Alvoret veg ikke et Øieblik fra hans Ansigt.
Nu syntes imidlertid Gribb, at det kunde være nok og han bemærkede derfor:
— Skulde vi ikke slutte med dette Tøv om Posteien.
Thomas Ryer trak Øienbrynene i Veiret og saa paa Detektiven. I dette Øieblik mindet han om en Greve, som ser paa en Parveny.
— Kjære Ven, sagde han, jeg spøger aldrig.
For at markere, at han snart ønskede Samtalens Afslutning, stak han Haanden ind under den elegante røde Fløilsjakke og trak et dobbeltkapslet Guldur frem. Han drog en Stol til sig og tog Plads med en Stil over sine Bevægelser, som man kun ser udført i Theatrenes Salonstykker.
Gribb fik Anledning til at bemærke, at han ikke alene bar Silketøfler, men ogsaa Silkestrømper. Den overdrevent fine Paaklædning stak lidt underligt af mod hans strænge alvorlige Ansigt, som lyste af mandig Ro og Sikkerhed.
— For at komme til Sagen, fortsatte Ryer, hvilken Forbrydelse er det, man mistænker mig for?
Spørgsmaalet kom lidt hovedkuls paa Gribb, men han bevarede Fatningen. Han forstod, at Ryer manøvrerede i en bestemt Hensigt. Ryer vilde naturligvis bare udspionere ham, vilde overvælde ham med forbløffende og underligt Snak, og med pludselige Spørgsmaal for at faa Politimanden til at røbe sine inderste Tanker. Gribb svor i sit stille Sind, at det ikke skulde lykkes ham. Men her under disse kolde, granskende Øine gjaldt det for ham at spille en fortrinlig Komedie.
Altsaa reiste han sig, indtog en værdig Holdning og sagde med en Stemme, som virket overvældende.
