26 — DE FIRE ILDEBRANDE
— — —— — ☛
Lidt efter traadte to kjæmpestore Konstabler ind.
— Den Herre der, sagde Knut Gribb og pegte paa Skomageren — den Herre der negter at vaske sig. Synes ikke De det er meningsløst, Herr Hanssen.
— Han kan sku trænge til det, svarede Konstablen og lo ærbødigst.
— Desuden er det Brud paa Reglementet, at gaa saa skidden omkring, fortsatte Gribb.
Konstablerne lo igjen. Skomageren trak sig tilbage til et Hjørne af Værelset.
— Men naar han ikke vil, mente Gribb, saa er der ingen anden Raad end at tage ham med Magt.
Detektiven saa paa sit Ur.
— Inden to Minutter maa han være vasket, sagde han, jeg overlader det til Dem at udføre det paa den bedst mulige Maade.
Konstablerne traadte nu leende til og der blev et vældigt Halloy henne i Krogen, hvor Skomageren stod. Han spændte og slog omkring sig det bedste han formaaede.
— Dyp Haandklædet i Vandet og stryg ham over Ansigtet! raabte Gribb.
En af Konstablerne parrerte straks Ordre.
Haandklædet blev vædet og lagt over Skomagerens Ansigt.
Skomageren sank nu udmattet sammen og opgav enhver Modstand.
Konstablen tog Haandklædet bort fra hans Ansigt og skulde igjen dyppe det i Vandet for at udføre et nyt Strøg.
Men han stansede og blev staaende og stirre bestyrtet paa Delinkventen.
Det var jo ikke den samme Mand.
De havde begyndt at vaske en Mand med en temmelig stor Bakkenbart. Og nu stod foran dem en middelaldrende glatbarberet Herre.
Uvilkaarlig mumlede den ene af Konstablerne — Det var sku stærk Lud.
— Ja, saa stærk Lud maatte der til, sagde Gribb leende.
Konstablen saa ned i det vaade Haandklæde, hvor Skomagerens tilsmudsede Bakkenbarter laa og blev endda mere forbauset.
— Vil De ikke samtidig ogsaa stelle lidt paa hans Haar? spurgte Gribb, aa gjer mig den Tjeneste at ta ham et lidet Tag i Luggen, bad Gribb.
— — . ———
Konstablen kneb ham i Luggen og — hele Haaret fulgte med.
Skomageren sagde intet, men hans bedende Blikke fór hid og did i Værelset.
Knut Gribb reiste sig fra sin Stol og gik hen og aabnede Døren.
Derude sad Frøken Velinder, Harald Brede og Vaabenfabrikant Carstensen og ventede.
— Frøken Velinder, sagde Knut Gribb, Deres Far vil tale med Dem.
— Hvor» spurgte den unge Dame og Brede i Munden paa hinanden.
— Herinde, svarede Detektiven og aabnede Døren.
Frøken Velinder traadte ind i Forlørsretslokalet.
Da hun fik Øie paa den afslørede Skomager skreg hun høit: —
— Far! Aa, kjære Far, endelig har jeg dig tilbage.
Hun kastede sig i hans Arme. Begge graat.
Optrinet greb alle.
De store, stærke Konstabler blev staaende forvirrede og tause og se til.
Selv Knut Gribb følte Bevægelsen stige op i sig, men han betvang sig og mumlede:
— Skarp Lud maatte der jo til.
10. KAPITEL.
Fælderne sættes op.
Det blev overladt Harald Brede at trøste den ulykkelige unge Frøken Velinder.
Hendes Far kunde ikke reddes.
Han var impliceret i en Række farlige Ildspaasættelsessager og selv om der var mange formildende Omstændigheder tilstede, saa vilde dog alligevel hans Straf bli ganske stor — flere Aar.
I det Forhør, som fulgte efter Gjensynet med Datteren, forsøgte Skomager Velinder — som vi nu maa kalde ham — at negte, men da sendte Gribb Bud efter Vaabenhandler Carstensen.
Gribb pakkede ud nogle Gjenstande, som han havde taget med sig ind i Forhørsretslokalet.
Det var nogle af de rustne forbrændte Tingester, han havde fundet i Ruinerne efter Branden paa Sagene.
