DE FIRE ILD EBRANDE 25
— Han vilde ikke gjøre Bryderi, indskjød Harald Brede.
— Nei, jeg vil saa nødig gjøre Bryderi, sagde Skomageren.
— Men det maa da være væmmelig at gaa saa skrækkelig tilredt.
— Jeg kan vel ikke bli gaaende saan længe, vet jeg. Jeg har aldeles ikke gjort det ringeste galt, saa jeg haaber, at jeg snart blir løsladt.
— Det skal De ikke være saa sikker paa.
— Nei, nei, men Politiet kan ikke holde en uskyldig Mand i Fængsel.
— Hvem siger, at De er uskyldig
— Hvad beskylder man mig for da — Aa, blandt andet for ved grov Uagtsomhed at ha forvoldt Ildsvaaden.
— Døt er jo umuligt, Herr Politifuldmægtig. Beatricen stod for sig selv og eksploderte.
Knut Gribb blev pludselig opmærksom paa noget.
Han reiste sig fra sin Plads og gik hen til Skomageren, som sky veg etpar Skridt tilbage.
— Hvis det nu blir bestemt, sagde Detektiven og fikserede den arresterede skarpt, at De skal tilbage til Arresten igjen, saa synes jeg at De bør vaske Dem. —
— Nei, langtfra det er aldeles ikke nødvendig at gjøre sig noget Bryderi for min Skyld. Min Profession fører med sig, at jeg ikke kan være saa ømskjær for lidt Smuds paa Ansigt og Fingre.
— Kalder De det lidt Smuds. De er jo saa skidden, at man ikke kan se, hvad De er gjort af. — lallefald behøver jeg ikke at vaske mig.
— Jovist. Skyl Dem med lidt varmt Vand, saa skal De se, at De blir som et ganske andet Menneske.
Knut Gribb gik ham ind paa Livet og Arrestanten veg stadig tilbage.
— Héør et Øieblik, Brede, raabte Detektiven, send Bud efter en Bolle varmt Vand og et dygtig Stykke Sæbe.
— Men naar han nu ikke ønsker at vaske sig, stakkels Mand, indvendte Gribbs Kollega lidt ærgerlig over Gribbs Paagaaenhed.
— Jeg vil ikke, udbrød Skomageren igjen.
— Hent bare Vandet, sagde Gribb leende, vi
ønsker ikke at ha en saa skidden Fyr gaaende heroppe.
—
En Konstabel blev sendt afsted efter det varme Vand.
Harald Brede, som havde været ude og ordnet med dette, hviskede til Knut Gribb, da han var kommet tilbage.
— Nu er hun her igjen. — Hvem?²?²
— Hun — Damen. Frøken Velinder, som søger efter sin Fader.
— Nuvel, bed hende vente.
— Kan jeg gi hende Haab.
— Ja. Sig, at hun skal faa gjense sin Fader inden en Halvtime.
Brede saa forbløffet paa Detektiven.
— En Skuffelse ovenpaa en saadan glædelig Efterretning er istand til at dræbe hende, sagde han. — Hun skal ikke skuffes. Sig hende det.
— Men ved Du da, hvem hendes Fader er
— Ja.
— Og hvor er han?
— Han kommer her.
— Om en halv Time?
— Dette er dog det vidunderligste, jeg har oplevet, sagde Harald Brede, idet han forlod Forhørssalen. Han var vant til at stole i et og alt paa sin Ven og berømte Kollega, men nu syntes han, at det begyndte at gaa for vidt.
Da han var naaet til Døren, spurgte Gribb:
— Er Vaabenhandler Carstensen kommetú
— Nei, endnu ikke, men vi venter ham hvert Øieblik.
— Meget vel.
Idetsamme kom en Konstabel ind med det varme Vand i en stor Bolle. Sæbe og Haandklæde fulgte ogsaa med.
— Jeg negter, raabte Skomageren ivrig.
— Hjælper ikke, kjære Ven.
— Dette er Brutalitet.
— Kald det for hvad De vil, sagde Knut Gribb leende, men vaskes skal De. Det staar ovenikjøbet i Reglementet.
Skomageren knyttede Næverne og blev rasende — Dette er Embedsmisbrug. Jeg spænder fra mig.
— Ah, saaledes, sagde Gribb.
Han ringte paa en Klokke.
— Bed Hanssen og Iversen komme, sagde han til den Indtrædende.
