24 1 — DEÆ FIRE ILDEBRANDE
— Ja, det gjorde den. — Paa hvilken Maade. Var De uforsigtig — Nei, jeg kan forsikre Herr Politifuldmægtigen om, at jeg ikke i mindste Maade var uforsigtig. — Fortæl mig da, hvorledes Ilden opstod. — Det var en Beatrice, som exploderede. — Hvad benyttet de denne Beatrice til — Den stod inde i mit lille Værelse. Jeg kogte min Middagsmad paa den og havde netop sat Poteterne over, da den exploderede med et forfærdeligt Knald. Jeg forsøgte at slukke ved at kaste over nogle Klær, som jeg havde hængende, men det gav bare
Ilden ny Næring. Saa sprang jeg da ud paa Gaden og raabte Brand! Brand!
— Hvorefter De løb ind i Butikken igjen — Ja.
— Hvad vilde De der?
— Jeg vilde forsøge at redde noget af Vare beholdningen. Men det var allerede forsent. Ilden havde faaet for stor Magt.
+—Men da jeg traf Dem i Døren, indvendte Detektiven, kunde der endnu have været Tid til at redde. Og dog havde De ikke en eneste Støvel i Næven.
— Nei, og hvad havde det vel hjulpet om jeg havde tat med etpar Støvler. Jeg fik reddet den kontante Varebeholdning. Det var det hele.
Her indskjød Harald Brede:
— Arrestanten er fundet i Besiddelse af sytten Kroner og femti Øre.
Knut Gribb nikket afværgende.
— Men Papirerne, da, sagde han, fik De ikke reddet et eneste af Forretningens Papirer, eller nogen af Bøgerne”
Skomager Bille smilte
— Med Bogføringen var det nok saa som saa, sagde han, jeg havde en Bog, hvori jeg skrev op, hvad jeg satte ud. Og hvad mine Papirer angaar saa brændte de. Jeg tænkte sandelig ikke paa Papirerne, da jeg var inde i den brændende Butik. De forstaar, man kan jo ikke være videre omtænksom i saadanne Situationer.
Knut Gribb sad en Stund og tænkte sig om.
Saa skrev han paa et Stykke Papir:
„Send Bud efter Vaabenhandler CGar stensen og bed ham vente ude i Forværelset.“
—
Han skjøv Papiret over til Harald Brede og fortsatte Forhøret.
— De siger, at De førte Bog over Deres udestaaende Fordringer. Men De havde da vel ogsaa Gjæld.
— Nei, Gud ske Lov og Tak, det havde jeg ikke. Jeg kjøbte hele Varebeholdningen kontant for de Penge, jeg fik laant af min svenske Ven. Paa den Maade fik jeg Varerne billige.
— Har De nu flere Penge igjen end disse sytten Kroner og femti, som De reddede fra Branden.
— Nei, det er alle mine Penge. Nu ved jeg sandelig ikke, hvad jeg skal ta til.
— Aa, De finder vel altid paa noget igjen, der er ligesaa lønnende som Deres Skomagerfor retning paa Sagene, sagde Knut Gribb smilende Skomager Bille rettede sig op og saa paa
ham. Selv Harald Brede studsede.
— Ja, nu kommer jeg til Sagens Kjerne, fortsatte Knut Gribb i en alvorligere Toneart, havde De assureret
— Nei, det har jeg tidligere oplyst. Jeg havde ikke assureret. Desværre.
— Men hvorfor ikke?
— JTja, hvorfor ikke. Jeg havde rigtignok tænkt at gjøre det, senere.
— De boede jo i et brandfarligt Træhus.
— Javist, jeg var selv opmærksom paa det. Men jeg opsatte det fra Dag til Dag. Og nu er det forsent. Alt er tabt. Jeg staar her med to tomme Hænder. Vanskeligt er det vel at faa Arbeide ogsaa i disse Tider.
Skomageren blev saa bevæget ved Tanken paa sin haabløse Stilling, at han førte Haandbagen op til Øinene og viskede bort etpar Taarer.
Men han opnaaede bare at gjøre sit Fjæs endda mere skiddent end det før var. —
Hans Ansigt og Klæder var forfærdelig tilsmudsede af Brandslam. Hans Barter hang sørgmodig nedover, let svidde og sværtede. Ogsaa hans Haar var i en forfærdelig Tilstand.
— Hvorfor har De ikke vasket Dem» spurgte Knut Gribb.
Skomageren smilte forlegent.
— Aa, nei, kjære. Jeg faar jo se at leie mig ind paa et beskedent Hotelværelse saalænge, og da blir det vel Anledning til al vaske sig.
— De kunde ha forlangt varmt Vand og sæbe ind i Arresten.
